Jerntronens fuldstændige nedsmeltning er en realitet

Anmeldt af: Adam Bouttai

Det valyriske stål er svunget for sidste gang i den mest forhadte sæson af “Game of Thrones”, serveret med rigelige mængder hellebard-suppe, på en bund af klaustrofobisk ”World War Z” (2013) lemminge gruppe-pul, krydret med Dracarys shoutouts, lidt wildfire som sirlig aperitif, og en finale, der mest af alt minder om en omgang pathos maveinfluenza.

Efter The Night King og hans White Walker hær er brudt igennem Muren, går Daenerys (Emilia Clarke) og Jon Snow (Kit Harrington) i retræte i Winterfell, hvor der for en tid opstår en alliance mellem Daenerys og Winterfell, til stor frustration for Sansa Stark (Sophie Turner). Jon Snows rette identitet som Aegon Targaryan, den retmæssige tronarving, falder som en bombe for Daenerys, der både må kæmpe mod hendes kærlighed til ham og sin higen efter Jerntronen, når the great war afløses af the last war.

Sidste sæson af “GoT” er minoriteternes sæson, hvor heltemodet findes blandt, primært, de kvindelige karakterer og, sekundært, de de-maskuliniserede: Kastraten Theon Greyjoy, halv-manden Tyrion, amputaten Jaime samt den paralyserede Bran som oraklet i Winterfell. Det sidste slag giver for alvor plads til at sympatierne pendulerer, og skellet mellem  helte og skurke udviskes. Særligt Daenerys får lov til at udvikle sig og bliver en substantielt rundere karakter, det vokser i balancegangen mellem magt og kærlighed.

Jon Snow, som krigshelten med den største vælgertilslutning, er kedelig som den gennem ud sympatiske Sir Lancelot arketype. Snow er elskelig, men interessen er klart større for de karaktere, der får flere strenge at spille på. Real-politikeren Tyrion (Peter Dinklage) kæmper igen som i ”Blackwater” for at få redeligheden ind i de royale gemakkerne og udvikler sig fra bordel connaisseur og comic relief til super-diplomaten, der med en stakket frist skal leverer resultater i embedsapparatet.

Der er desværre tilpas mange deus ex machina momenter til, at salige Aristoteles vender sig adskillige gange i graven. Læg dertil en vildfaren Starbucks kop, en utilsigtet hånd-transplantation til Jaime Lannister, CGI helvede for alle pengene, og så kræver afsnittet ”The Long Night” vist en kirurgisk re-kalibrering af fjernsynet, men det er petitesser sammenlignet med finalen “The Iron Throne”.

En yderligere kritik har været tempoet og de mange cirkler, der skal afsluttes på 440 minutter. Undertegnede lægger dog hovedet på blokken, trodser risikoen for, at der lander dødstrusler i indbakken, og proklamerer at andet sidste afsnit er det klart stærkeste i hele serien, muligvis kun overgået af “The Watchers on the Wall” og ”Battle of the Bastards”. ”The Bells” skal nemlig læses som en analogi på noget meget større. Folkemordet i Srebrenica, og særligt bombningen af Hiroshima og Nagasaki er tydelige analogier til den blodtørst statsledere udøver når en krig er vundet, og the spoils of war skal fordeles efter kapitulationen, med ufortrøden hævn og massakre som rettesnor. Der er rigeligt med metaforer til David og Goliat, Jason og Argonauterne, samt Oraklet fra Delfi, for blot at nævne nogle få, og særligt vekselvirkningen mellem det bogstavelige, det metaforiske og det analogiske løfter plottet til det episke i sæsonens første 395 minutter.

Det kan ikke bebrejdes, at Benioff og co. har sat fuld smadder på Ragnarok skalaen i ottende sæsons trippelklimaks. Fjernsyn bliver ikke meget mere storladent, end hvad HBO har budt op, men de sidste 45 minutter er desværre så jammerligt patetiske, at der næppe er universel interesse for at glæde sig til de kommende spin-offs.

Alle afsnit af “Game of Thrones” kan opleves på HBO Nordic og C More

Du kan se trailer til sæson 8 her: https://www.youtube.com/watch?v=rlR4PJn8b8I