Teenagere med superkræfter og superproblemer

Anmeldt af: Alexander Grevy

Cloak & Dagger er et interessant nyt bud på superheltegenren, der vælger at fokusere mere på de to hovedpersoners forhold til hinanden og de indre dæmoner de begge lever, og kæmper, med, end de overnaturlige kræfter, som de pludselig opdager, at de har. Dette har sine bivirkninger, men i sidste ende har det været enormt forfriskende med en serie der lægger mere vægt på helt end på super.

Tandy (Olivia Holt) og Tyrone (Aubrey Joseph) kommer fra hver deres ende af samfundet, men når de ved et tilfælde aktiverer hinandens latente superkræfter, finder de hurtigt ud af, at de har mere tilfældes end deres nyfundne evner. Et venskab begynder langsomt men sikkert at blomstre mellem de to teenagere, mens de forsøger at komme til bunds i de tragiske begivenheder, der otte år tidligere vendte op og ned på deres verden.

Sæsonen starter lidt ujævnt ud med en prolog, der er en anelse uoriginal og forudsigelig, og som måske havde fungeret bedre fortalt i flashbacks. I dette tilfælde bliver man påtvunget sympati for seriens to hovedpersoner – en sympati, der bliver kørt videre på som episoden skrider frem. Det er svært at fremfinde et øjeblik af organisk medlidenhed for Tandy og Tyrone, når narrativet konstant vifter skårede løg under næsen på dig (det er for eksempel svært at forestille sig, at en familie på daglig basis stadig snakker om den afdøde søn/far otte år senere). Men når man efterhånden er kommet godt ind i serien, og karaktererne har fået den obligatoriske tid og indsats, begynder man at få en forståelse for dem, og rent faktisk føle med dem, når plottet leverer emotionelle højder og dybder.

Apropos plot, så er dette en mærkværdig mangelvare som primært første halvdel af sæsonen lider under. Det tager alt for lang tid at vække interesse i sæsonens røde tråd, og når det bliver underbygget af to hovedpersoner, man endnu ikke føler sig knyttet til, er det nemt at forestille sig, at nogle seere hopper tidligt af vognen. Men hvis man kan holde ud – især gennem episode tre, som prøver på noget metafysisk spiritualitet, der efterlader en mere forvirret end nysgerrig – vil man i sidste ende blive belønnet med en overraskende god oplevelse.

Det mest interessante Cloak & Dagger byder på, er den tematiske dualitet og kontrast, som portrætteres af Tandy og Tyrone – ikke blot i forskellen på deres hudfarve og køn, men også igennem deres indre dæmoner og ydre facader. Ud over at kunne fremtrylle knive af lys har Tandy også evnen til at se folks håb og drømme, hvilket står i skarp kontrast til hendes kyniske personlighed. Og Tyrone, når han ikke teleporterer rundt, kan se folks største frygt, deres værste mareridt, hvilket ikke ligefrem er i symbiose med hans høflige og tilsyneladende godhjertede natur. Men måske ser vi her et udtryk for den dualitet, der hersker i os alle? Når alle har både godt og ondt i sig, er det heltene, der formår at nære det første mens de lader det andet visne.

På trods af et (næsten utilgiveligt) langt tilløb, kommer Cloak & Dagger endelig op i gear omkring femte episode, og er derfra fængende nok til at jeg med glæde vil fortsætte serien, når og hvis sæson to dukker op. Det tog tid, både at sympatisere med vores to hovedpersoner, samt at finde interesse i plottet, men når det endelig tager fart, så er der en del at kunne anbefale ved denne serie.

Cloak and dagger kan ses på Hbo Nordic

Afsnittene har en længde på 44 minutter

1. sæson er på 10 afsnit

Se trailer her: https://www.youtube.com/watch?v=zW_4nKoIvbw