Kidman kicker ass, som dem ensomme hævner i den lige så rå thriller Destroyer.

‘True Detective’ vender tilbage til rødderne og dét, der gjorde første sæson mesterlig

Anmeldt af: Charlotte Philips

Den længeventede tredje sæson af ‘True Detective’ er med Mahershala Ali i hovedrollen rykket til det rustikke Arkansas og omhandler en sag indhyllet i mystik

Da søskendeparret Will og Julie Purcell på henholdsvis 10 og 12 år forsvinder i den lille by West Finger i Arkansas, sættes Vietnam-veteranen og trackeren Wayne Hays (Mahershala Ali) og partneren Roland West (Stephen Dorff) på sagen, som viser sig at være mere kompliceret, end de først havde forventet. Kort tid inde i efterforskningen findes liget af den unge Will i en grotte ved de nærliggende Ozark-bjerge, men til Hays’ og Wests frustration er Julie stadig sporløst forsvundet. Mordet på Will og Julies bortførelse forbliver uopklarede, og sagen bliver en livslang besættelse for Hays.

Skaberen af ‘True Detective’-antologien Nic Pizzolatto er seriens primære screenwriter og instruerer for første gang også selv nogle af afsnittene. Der er ingen tvivl om, at denne tredje sæson er knald eller fald for ‘True Detective’-antologien, som efter en mislykket anden sæson skal leve op til første sæsons geniale konspirationsplot og det ikoniske Louisiana-makkerpar, Rust og Marty, der blev spillet af henholdsvis Matthew McConaughey og Woody Harrelson.

Det er tydeligt, Pizzolatto har søgt tilbage til lige præcis dét, der gjorde første sæson til en succes. Sæsonen er bygget op omkring en mystisk sag, der ligesom plottet i første sæson har religiøse og konspiratoriske undertoner. Historien fortælles igennem tre tidslinjer, der henholdsvis foregår i 1980erne, 1990erne og plottets nutid i 2010erne, hvor Hays, som nu er blevet dement, og West begge er pensionerede. Til tider kan det godt være en smule forvirrende at finde rundt i, hvilken tidslinje man befinder sig i, da der springes meget i tiden.

Tredje sæson ‘’låner’’ næsten for meget fra første sæson, og jeg kan godt savne lidt nytænkning. Dér, hvor denne sæson adskiller sig mest, er i forhold til hovedpersonen Hays, som, modsat de tidligere sæsoner, agerer enlig protagonist. Og den prisvindende Mahershala Ali brillerer i rollen som den intuitive Hays og formår at skabe en karakter, som er fængende og kompleks. Derudover komplimenterer Stephen Dorffs portrættering af den joviale og upolerede makker, West, samspillet mellem de to opdagere og skaber en underholdende dynamik.

Tredje sæson er et visuelt flot værk med et moderat interessant plot og gode skuespilpræstationer. Jeg synes, at der mangler lidt struktur i plottets udformning, da nogle afsnit føles unødvendigt langtrukne og ikke byder på den store fremgang i sagen. Trods at der er lidt for mange blinde spor, sidder jeg overordnet interesseret med på sidelinjen, når Hays ihærdigt prøver at komme til bunds i sagen. I det store hele formår denne omgang af krimiantologien at indfange den sande ‘True Detective’-ånd, som sidste sæson så desperat manglede.

Sæsonen har 8 afsnit.

Afsnittene har i gennemsnit en længde på 60 min.

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=btoZfxs0pE0

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kidman kicker ass, som dem ensomme hævner i den lige så rå thriller Destroyer.