Julianne Moore er dejlig og naturlig som Gloria Bell

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

I et drama om en kvinde i en midtlivskrise brillerer Julianne Moore, og er klart det mest lysende og bedste ved ‘Gloria Bell’.

Gloria Bell er en fraskilt kvinde i 50’erne og med to voksne børn. Efter skilsmissen er hun havnet i en midtlivskrise. Hendes børn har travlt med deres egne liv, og derfor ser hun dem ikke meget. I lettere desperation beslutter hun sig for at udleve de ting hun ikke har fået udlevet i sit ægteskab. Hun har et 8-16 job, men om aftenen går hun ud i L.A. og slår sig løs på diverse bare og diskoteker og bliver en del af nattelivet. Hun møder her den tidligere soldat Arnold hvilket bliver starten på en ny affære.

‘Gloria Bell’ er en genindspilning af den chilenske film ‘Gloria’ fra 2013 – instrueret af Sebastián Lelio som også instruerede den oprindelige film. Jeg har desværre ikke set den oprindelige film og derfor har jeg svært ved at sammenligne. Det kunne ellers være interessant at se om Lelio har lavet en direkte kopi af den originale film, eller om han har tilføjet noget nyt.

Julianne Moore er altid dejlig, og det er også tilfældet i ‘Gloria Bell’. Hendes midtlivskrise kommer tydeligt igennem, og man forstår hendes behov for at slå sig løs og udleve livet. Julianne Moore har en ekstremt charme og en velafbalanceret hed i hendes spil som giver rollen flere lag. John Turtorro spiller Arnold, og ligesom Moore er han også en virkeligt stabil skuespiller som altid er god. Udover de to er Sean Astin, Michael Cera, Brad Garrett og Rita Wilson med.

Der er de sidste par år kommet flere og flere film med middelalderene kvinder i hovedrollerne, og det er virkeligt dejligt at se at man tør lave film med disse kvinder i hovedrollen – i stedet for at det kun er smukke unge kvinder. Moore er bestemt smuk, men hun hviler også nok i sig selv og i sin alder til at spille denne rolle – derudover er der noget dejligt naturligt ved hendes udseende. Gloria er, selvom hun har en midtlivskrise, en meget selvstændig og succesfuld kvinde og det er også dejligt at se denne slags kvinder i film.

Scenerne på diskoteket er ret godt filmet, hvor diskolyset og de mange mennesker gør at det klart er de flotteste scener i filmen. Der er noget leg med lys i forskellige farver, røgmaskiner og musik som også gør de scener til de mest levende scener. Udover det er den visuelle side et anonym og afdæmpet.

Det var åbenbart Moore som havde set den oprindelige ‘Gloria’, hvorefter hun selv ville spille rollen i en genindspilning med Lelio som instruktør. Det er der kommet en ganske underholdende film ud af, selvom den ikke er meget mere end det.

Historien er noget man har set før, nogle gange gjort bedre, og nogle gange gjort værre. Men ‘Gloria Bell’ er måske lidt for ligegyldig og anonym til at gøre det helt store indtryk, og man ender med at være godt underholdt i 104 minutter, hvorefter man hurtigt glemmer filmen.