“ÁGA” imponerer med sin kolde, rå og barske vintervirkelighed.

Anmeldt af: Martin Odgaard

Glemt alt om 2018, hvidvask og klimakrise. Glem at du lever i en moderne civiliseret verden med alt inden for rimelig rækkevidde. Og tag i stedet med på en sjælfuld og sjælden skøn vinterrejse i den barske iskolde rå natur, i den atypiske bulgarske overlevelsesfilm “Ága”.

I “Ága” møder vi det hærdede og aldrende par Nanook og Sedna, der lever under ekstreme natur- og klimaforhold på den bidende kolde sibiriske is. Her forsøger de at holde liv i deres forfædres traditioner og opretholde den simple og ældgamle livsstil med det stolte håndværk og dertil primitive, manuelle liv. Men noget mangler desværre. Nemlig datteren Ága som til parrets fortvivlelse for længst har forladt den hårde livsstil til fordel for civilisationen uden sin familien.

“Ága” er en sjælden billedskøn overraskelse af de helt store, fra den bulgarske debutinstruktør Milko Lazarov. Man drages let, elegant og hurtigt ind i den smukke natur, den charmerende rørende historie, og de to sjælsomme karakterer i parret på isen. Det er kun sundt med en sådan tur, det har vi alle fortjent. Især i denne travle forbrugstid vi befinder os i. Det er jo kun sundt, at komme lidt ned på jorden i ny og næ. Og selvom der på ydersiden er tale om en oplevelse af de naturskønne, er der i ligeså høj grad tale om en familiefortælling. Udløst af en tragedie, som om der ikke var udfordringer nok på isen!

Imellem de mange smukke billeder gemmer der sig en skarp og vigtig påmindelse om den barske, men kæmpende og udfordrende natur, og om kulturarven, som kun få kender til, fra en rå, glemt og sjælden tid. Et døende sprog fra et tidligt folk, og en kridhvid is der smelter langsomt. En tid hvor jagt, håndværk, råstyrke og (mands)mod var langt mere end blot en nødvendighed.

“Ága” tog dog også fusen på de fleste anmeldere i salen, da den tidligere på året havde verdenspremiere på dette års Berlinale, (red. Filmfestivalen i Berlin). Ja, endda så flere sad måbende imponerede tilbage efter rulleteksterne.

Og det er med god grund, for alt ved denne sjældenhed imponerer. I en tid hvor de fleste film stresser afsted, kæmper om at komme først i effekt kapløbet og med 3D eller IMAX, gør “Ága” det blot simpelt og sjældent fortalt. I ægte sibirisk tempo, som var det “slow-film”. En vigtig kulturfilm til fremtidens gemmer, og nydelse. En film som læreren engang vil sætte på for sine elever, uden de aner hvorfor, før længe efter…