Myten om Sisyfos genfortolket fra et tyrkisk perspektiv

Anmeldt af: Trasi

’Ahlat Agaci’, kendt i Danmark som det ’Det vilde Pæretræ’ er Nuri Bilge Ceylan’s nyeste film. Instruktøren er bl.a. kendt for den meget succesfulde ’Vintersøvn’, som han instruerede i 2014. Denne gang leverer han noget lignende; også lige så fængende.

Dramaet er centreret om den unge Sinat, der netop er hjemvendt til hans fødeby, ude på de tyrkiske marker, efter endt studie. Hans egentlige drøm er at blive forfatter, og han har endda netop færdiggjort sit første værk. Det der møder ham da han kommer hjem er hans fars’ spillegæld og gamblermani, hans mors’ utilfredshed, og en generel meningsløshed med hele hans tilværelse og omverden, på trods af hans mange holdninger. Sinats’ far har altid været en skæv personlighed, der graver efter vand og brønde hvor der kun er ørken, men på trods af dette oplever Sinat ham næsten altid med et smil og et fjollet grin. Andre interessante dialoger følger også med på Sinats’ vej.

Filmen kan som sådan deles op i to fortællingsformer – Den ene er det sanselige mellem sekvenser, hvor vi får lov at se naturen, blade, sne, drømme og sprudlende bølger – mens vores hovedperson vandrer i denne umiddelbare absurditet. Den anden form er hvor filmens primære ”action” foregår – nemlig i dialogen mellem de forskellige karakterer, som vi så det så godt i ’Vintersøvn’. Det varierer måske om man finder alt indholdet interessant, og filmen bliver en smule trættende og ensformig til tider – og alligevel sidder man tilbage med en følelse af at have set noget dybt og eksistentielt om mennesket som sådan – gennem dette perspektiv, selvfølgelig.

Som i ’Vintersøvn’ gør instruktør Ceylan sig også brug af litteratur og filosofi i denne film. Det er ikke for sjov at billeder af forfatterne Albert Camus og Franz Kafka bliver vist undervejs. Filmen oser af absurditeten og den eksistentielle filosofi. I Sisyfos myte beskriver Camus menneskets meningsløse higen og søgen efter klarhed, i en verden der er tom af mening, guder og evige sandheder. Det er disse temaer filmen er opbygget af.

Sisyfos var en figur i græsk mytologi, der var dømt til, i al evighed, at begå den samme meningsløse handling om og om igen; at skubbe en sten op af et bjerg, blot for at den skulle falde ned igen. Striden burde være nok til at fylde menneskets hjerte. Man skal forestille sig Sisyfos udføre hans meningsløse handling med et smil, siger Camus om det moderne menneske.

’Det vilde Pæretræ’ prøver på meget, og er klart en inspireret film, måske på bekostning af pace. Men det er en film der sætter essentielle og universelle spørgsmål, der altid har været i spil, på bordet igen.