‘Bergman et år, et liv’ er befriende ærlig og afspejler hele Bergman – på godt og på ondt.

Anmeldt af:  Cecilie Work Buhelt

‘Bergman et år, et liv’ har premiere 12.juli 2018

    

Ingmar Bergman ville i år være fyldt 100 år. Selvom han ikke er blandt os til at opleve sine værkers efterliv og virke, så er jeg sikker på, at han – som opdraget i et kristeligt hjem – befinder sig i himlen, hvor han påpasseligt betragter sin branche, og sikkert er uenig i meget, men morer sig ligeså.

En af vor tids største teater- og filmskabere. Et komplekst menneske, som flygtede fra virkeligheden, omskrev og pyntede den. Hvordan laver man en dokumentar om Ingmar Bergman? Man kan eksempelvis gøre som Jane Magnusson, som har skabt en fængende og velinformerende dokumentar, som afspejler hele Bergman – på godt og på ondt.

Kollegaer, journalister og andre filmrelaterede mennesker beretter om Bergman gennem hver deres erindringer, alt imens vi ser klip og interviews med Bergman selv, som understøtter erindringen.

Dokumentaren belyser Bergmans tendens til at ændre på virkeligheden. Vi ser flere eksempler, hvor Bergmans beretninger ikke matcher storebrorens erindringer. Det store spørgsmål lyder, om han huskede dårligt – eller om virkeligheden i sig selv var utilstrækkelig, hvorfor han ændrede den i hovedet og senere begik en fantastisk film deraf.

Dokumentaren præsenterer os for to sider af samme mand. Der er Ingmar og så er der Bergman. Bergman er den store, magtfulde instruktør, som alle danser og bukker for. En mand, som ville gå hele vejen og ofre alt for det bedste. Karakteriseret ved en aura af mystik, magt og ikke mindst passion. En passion så stor, at den fyldte alt.

Og så er der Ingmar. Ham den kejtede teenager, som de andre syntes var underlig. Ingmar som først var betaget af Hitler og Nazityskland, men senere foragtede samme. En mand, som havde ægtet fem hustruer og var far til seks efterkommere. Ingmar som den jaloux ægtemand og fraværende far.

Bergman havde magt gennem sin position og gennem ærefrygten hos sine omgivelser. Vi bliver præsenteret for en film- og teaterinstruktør, som får lov til at gøre, forlange og sige, hvad der passer ham – en ret som er ham tilegnet grundet sit talent. Dokumentarens musik understøtter den ubehagelige stemning, som Bergman – som yderst stereotypisk instruktør – skabte blot ved sin tilstedeværen.

Bergmans værker er på mange måder selvbiografiske og afspejler hans liv, opvækst og forhold til mennesker. Det er dog ikke altid hovedrollen, som er Bergman selv, men Bergman er tilstede i filmen, det er sikkert. Han brugte sine film som terapi og bearbejdede sine problemer gennem disse. Som kronisk syg – enten med angst eller mavesår eller som oftest begge dele, så står døden tættere på ham end de fleste. Hans frygt for døden resulterede i filmen ”Det syvende segl”, hvor han satte ansigt og krop på døden og lod døden tale.

Dokumentaren er befriende ærlig, og det er umådeligt interessant at få så unikt et indblik i den store Ingmar Bergman – som filmskaber, manuskriptforfatter, teaterinstruktør og som menneske.

Et komplekst menneske, som havde flere lag, flere sider og ukendte dybder.

Jeg vil slutte som filmen og gengive, hvad filmens medvirkende sluttelig pointerede:

Vi bør huske Ingmar Bergman som den filmmagiker, han var.