Violinisten – et stærkt, æstetisk værk, som dirigerer hele vores sanseregister.

Anmeldt af: Cecilie Work Buhelt

Violinisten har premiere 21.juni 2018

Den verdensberømte violinist Karin Nordström (Matleena Kuusniemi) er på toppen af sin karriere, da hun udsættes for en ulykke, som koster hende sin evne til at spille violin. Med ulykken forsvinder ligeledes hendes identitet, karriere, fremtid og ikke mindst hendes følelsesmæssige udtryksform. Karin begynder efter ulykken som underviser, hvor en af de studerende er den 20 år yngre Antti (Olavi Uusivirta), som hun udvikler et forhold til baseret på en fælles forelskelse i musikken. Antti er forført af fremtiden – af det, som kan blive. Karin er forført af fortiden – af det, som har været. Sammen støtter de hinanden igennem en svær periode, men deres forhold er indledt med en udløbsdato.

En dirigent er musikken. Musikken overtager dirigentens krop og udtrykker sig derigennem. Når han er vred, er musikken vred, og når musikken er let på tå er han ligeså. Kim Bodnia udfylder rollen som den verdensberømte dirigent Björn Darren med stor troværdighed. Selv hans mindste bevægelse udstråler musikalitet. Det klæder Bodnia at spille den lidende og passionerede kunstner, ligesom det klæder karakteren at blive portrætteret af Bodnia.

Igennem filmen gør violinen et smukt arbejde i at sætte lyd på Karins følelser. I filmens nævnes hvorledes dygtige kokke kan sammensætte gastronomiske retter blot i tanken. Sådan er Karins forhold til musikken. Hun mestrer musikken mentalt, og musikken mestrer hendes fødselsmæssige tangenter. Musikken vil Karin altid bevare, også selvom hånden ikke kan spille.

Filmen har stor fokus på lydene også lydenes fravær. Vi hører lyde, stemmer, støn og musik klart, og det udgør en stor del af fortællingen. Vejrtrækninger, vinde og selv en fingers kærtegn af violinens træbelagte krop høres tydeligt. I filmens ene intimscene er lyden af deres elskovsstøn mere fremtrædende end selve det visuelle, hvilket har en fantastisk effekt, og er utrolig velindført i filmen og filmens univers.

Filmens fotograf og klipper har udført et arbejde, som komplimenterer karakterernes følelser og filmens fortælling. Filmen indledes ved håndholdt kamera, som følger Karin ind på scenen, hvor spotlys blænder og publikum svagt antydes. En overvældende følelse, som stod vi selv på scenen. Anvendelsen af close-up er yderst interessant. Fordi musikken sætter ord på følelserne, kan fokus hvile på andre ting. Vi ser eksempelvis lægens hænder holde Karins, mens hun fortæller, at Karin ikke kommer til at spille igen. Violinens dramaturgi afslører en følelse af afmagt, fortvivlelse og bedrøvelse. Gennem close-up på hænderne hånd i hånd sendes varme følelser af medfølelse og afmagt over, at en så lille kropsdel som en hånd, kan ødelægge så meget ved dens manglende funktionalitet.

Matleena Kuusniemi udfører en beundringsværdig portrættering af en yderst kompleks kvinde, som er vant til at kanalisere sine følelser ind i musikken, og nu må finde en ny udtryksform. Matleena får os til at glemme for en stund, at vi befinder os i biografens bløde sæder. Olavi Uusivirta indfanger tydeligt ungdommens naivitet og jagten på de store drømme. Men endnu bedre udtrykker han vreden, afmagten og skuffelsen, som presses ind i musikken gennem violinens strenge.

Violinisten er et stærkt, æstetisk værk, som dirigerer hele vores sanseregister. Filmen er et lysende eksempel på, at filmkunsten har så mange tangenter at spille på, og sammen kan danne en fantastisk symfoni. Instruktør Paavo Westerberg har begået en smuk, tankevækkende, følelsesmæssig og ikke mindst musisk filmperle, som for alvor bringer hørelsen i spil.