Som at være der selv!

Anmeldt af: Lene Brandt

Fascinerende film om livet som honningavler er både smuk og rørende, og det føltes næsten som at være der selv.

‘Honningland’ er en meget smuk og troværdig film om et liv i de fjerneste egne. Landskabet er goldt, men mennesker finder en vej og gennem to familier, hovedpersonen Hatidzens og hendes midlertidige naboer, opnår vi et godt indblik i de muligheder man har – og ikke har.

Honningland bringer os helt ud på landet i Makedonien, hvor telefoner, radio og tv ikke er en del af hverdagen. Vi møder den stille eksistens, honning dyrkeren Hatidze, der bor i en forladt landsby, alene med sine katte og sin gamle, syge mor Nazife. Her er arbejde, smuk natur og kærlighed, men ikke blødsødenhen. Det kribler i mine fingre, når Hatidze kravler op på en stejl klippeside og stikker sine bare hænder ind i et bi bo efter honningplader. Helt stille arbejder hun med bierne sværmene omkring sig. Honningen er hendes indtægtskilde, og hun har respekt for det hun tager. Ind imellem går hun den lange vej til storbyen Skopje, sælger sin honning og køber mad til sig og sin mor. En dag flytter der nye naboer til, de fylder området med larm og liv og Hatidze bliver en aktiv del at familiens liv. Faderen i familien er en grådig mand og da han bliver fascineret af Hatidzes bistader, vil han også selv prøve. Hatidze forklarer ham hvordan og han køber ind til storproduktion, suger bierne til sig, tager honningen tidligt, er sågar ikke bleg for at stjæle fra Hatidzes bistader og ender med at ødelægge hendes levebrød.

Filmen har vundet 3 priser på Sundance Film Festival. Grand Jury Prize, Cinematography Award og World Cinema Documentary Special Jury Award. Den er instrueret af Ljubomir Stefanov, der bor i Skopje og Tamara Kotevska. De tilbragte over 6 måneder på at lave filmen og fange Hatidze i hendes arbejde og i forholdet til hendes mor. Det er parrets anden dokumentarfilm og den er bestemt værd at se.

Filmen viser sammenhold både indenfor familien og mellem naboer. Mens affaldet flyder, vaskes tøj og mennesker. Alle har en rolle og et sted at være. Da Hatidzes naboer flytter efterlader vi hende alene på bjerget.

Her kan hun se frem til at et liv med sine katte og bjergets honningbier. Og selv om det er uendelig smukt, det enkle liv, vi så tit taler, om finder jeg, at denne film viser det arbejde og den ensomhed, der er forbundet hermed og jeg grunder om Hatizde alligevel var lykkeligere med sine egoistiske naboer og den dreng, der knyttede sig til hende.

Jeg giver 5 stjerner fordi filmen er præcis det man oplever. Det er en film jeg vil huske fordi den viser en verden vi i Danmark ofte glemmer eksisterer. Den er meget tæt og godt optaget, når bierne flyver bliver man selv bekymret for at blive stukket. Man mærker også de slag og stød som børnene får. ‘Honningland’ er en film man lever i mens den kører over skærmen.