Man sidder tilbage med en følelse af at denne film kunne være så meget mere

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Catherine Denevue spiller titelkarakteren i filmen om en kvinde der beslutter sig for at begå selvmord og derfor sælger ud af alle sine ejendele og  gør op med sin fortid. 

Den middelaldrende kvinde Claire bor i den lille fransk by Verderonne, og vågner en dag op fast besluttet på at leve sin sidste dag. Hun vælger  derfor for at tømme sit hus fuldstændigt og sælge alle sine ejendele på et loppemarked. Da hendes datter Mary bliver bekendt med dette kommer hun tilbage til byen og til sin mor som hun ikke har set i 20 år.

Claire er spillet af en skuespils legende, nemlig Catherine Denevue som har spillet med i film som ‘Pigen og paraplyerne’ og ‘Dagens skønhed’. Hendes datter er spillet af hendes rigtige datter, nemlig Chiara Mastroianne, som også er datter af den italianske filmlegende Marcello Mastroianni der medvirkede i nogle af Federico Fellinis bedste film.

‘Claire Darling’ er en film som egentligt føles uendelig ligegyldig når man ser den og er ikke som sådan en særlig bemærkelsesværdig film. Denevue spiller godt og gør hvad hun kan med karakteren, men man bliver bare aldrig rigtigt interesseret i Claire og hendes liv. Sammenspillet mellem mor og datter er dog noget af det mest positive ved filmen, da de har en formidabel kemi. 

Der er også foretaget nogle valg, som jeg ikke skal afsløre her, men som gør at seeren sidder tilbage uden at forstå dem. Måske er det igen fordi man egentligt ikke er særligt investeret i handlingen. Man bliver i hvert fald ikke ordentligt præsenteret for Claires figur og hvorfor hun tager de beslutninger hun gør. 

Filmen er instrueret af Julie Bertuccelli som også har skrevet filmen. Hun har tidligere instrueret og skrevet filmene ‘The Tree’ og ‘Da Otar rejste’. Hun er, især i Danmark, en forholdsvis ukendt instruktør selvom hun har lavet film siden 1998.

Man kunne måske godt have fået mere ud af Claire karakteren, eller bare gjort hende mere interessant og nærværende, men det har man desværre ikke gjort. Og da Claire er den altoverskyggende hovedperson, og er en person som man skal føle med og engagere sig i, føles filmen bare underligt uforløst.

‘Claire Darling’ er ikke en dårlig film, da den da har enkelte ting som fungerer, men man sidder tilbage med en følelse af at man kunne have fået mere ud af filmen hvis man havde turdet at gøre konflikterne og de følelsesmæssige beslutninger mere klare.

Den ender alligevel på 3 små chaplins, da filmen som sagt har nogle gode ting og potentiale til noget mere, men alligevel ender bare med at ende i den triste gruppe af film som er hurtigt glemt og er intetsigende.