Seriemorderen ‘Englen’ – Mesterligt skildring af en djævel forklædt som engel 

Anmeldt af: Malene Bering

Det uskyldige og tiltrækkende ansigt på unge Carlos, gemmer på langt større synder og kriminelle udskejelser end først forestillet. En eskalering af hans udskejelser tager for alvor fat, da Carlos møder sin nye skole kammerat, Ramón. 

Han er 17 år, smukke Carlos. Han tager fornøjelse i listetyveri, til sin samling af mindre tyvekoster han ynder, at forære væk til dem han kan lide. Han har endnu ikke foretaget nogle alt for organiserede ulovligheder før han møder Ramón og hans far.  De får hurtigt øjenene op for Carlos’ tyveri-talent og hvordan det kan udmønte sig til en succesfuld, omend ulovlig, forretning. Der går ikke længe før listetyveriet, bliver til langt større forbrydelser.

Filmen er baseret på den virkelig historie om argentinske Carlos Robledo Puch, som idag har siddet mere end 46 år i fængsel. Vi befinder os i Argentina i 1970’erne, hvor man bliver introduceret til Carlito. Carlos (Carlito) som var svær for hans forældre at undfange, og endnu sværere for dem at tøjle og forstå.

Luis Ortega, er den argentiske manuskriptforfatter og instruktør bag El Angel. Han har forhen skrevet og indspillet film, dog med langt mindre budgetter. ‘El Angel’ repræsenterer et muligt gennembrud for Ortega, og sætter scenen for Ortega til at blive en af spillefilmsverdenens tunge drenge. Filen modtog rungende bifald til visning på Cannes 2018, hvor filmen også var nomineret til to priser. Qua Ortega’s tidligere mindre-budgetterede film, har han hovedageligt arbejdet med non-actors, hvilket nok spiller en rolle i hans modige casting af uerfarne Lorenzo Ferro til rollen som Carlito. Det var iørvigt alvorligt godt gjort. Ortega’s skildring af Carlito bygger på afholdte interviews med virkelighedens Carlos Robledo Puch fra fængslet.

Hovedrollen spillet af Lorenzo Ferro er voldsomt godt castet, jeg kan ikke forestille mig nogle andre i den rolle. Den spilles til gedign perfektion, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Ferro balancerer skuespillet så gennemført i skildringen af en feminin uskyldig-udseende dreng på 17år, som egentlig er en nonchalant seriemorder. At kunne omfavne denne kontrast i sådan grad som Ferro, tror jeg bestemt åbner dørene for en lovende karriere på den spanske, måske internationale, filmscene. Han skulle efter sigende have gået igennem månedsvis af træning for at opnå den helt rette, temmelige feminine holdning og adfærd.

Ramón spilles af argentiske Chino Darín, som både har erfaring indenfor skuespil og som instruktør. Han debuterede som skuespiller i 2010, i tv-serien ‘Alguien que me quiera‘ (Nogen som elsker mig). Darín er døbt Ricardo Mario Darín Bas og har siden hen taget kunster navnet ‘kineser Darín’. Han skulle efter sigende have en større fanskare i Asien.

Filmen har modtaget en smule kritik for at mangle et dybere indblik ind i personen- Carlos Robledo Puch. Det tror jeg imellem tiden er et korrekt og bevidst valg taget af Ortega, der hermed lader filmen fokuserer på den absurde historie, frem for at begynde og gisne om hvad der mon foregår inde i hovedet på sådan en type.

Filmen med alt dette et yderst anbefalelsesværdig, artistisk og gennemtænkt mesterværk. Det hele går op i en højere enhed; historien, skuespillet, scenografien og musikken sætter stemningen for en snedig humoristisk, nærmest sarkastisk filmatisering af en seriemorder. Den er lige så humoristisk som urovækkende.