‘After’ er ‘Fifty shades’ for teenagere og det er bestemt ikke en god ting.

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Anna Todds fanfiction om Harry Styles blev en kæmpe internetsucces, og som så andre mange succesfulde ting skal der selvfølgelig laves en spillefilm over det, og det har nu givet os filmen ‘After’

Tessa er en dedikeret studerende og pligtopfyldende datter, som starter på college. Hun har store ambitioner for fremtiden, men da hendes ældre roommate inviterer hende med til fester og med ud for at have det sjovt, møder Tessa den ældre Hardin Scott. Hardin Scott er en tiltrækkende mørk rebel, som viser interesse for Tessa – og interessen er gengældt. De begynder et forhold som får Tessa til at stille spørgsmålstegn ved alt det hun troede hun vidste om sig selv.

‘After’ er ligesom ‘Fifty shades of Grey’ baseret på erotisk fan-fiction. Forfatteren på bogen, Anna Todd, begyndte at lave fan-fiction på nettet om One Direction sangeren Harry Styles, og på grund af den store interesse blev det til en bestseller bog.

Der er mange sammenligninger med ‘Fifty Shades’ i filmen. Det handler begge to om en ung kvinde som bliver forført af en ældre og mystisk mand. Og ligesom med ‘Fifty shades’ filmene er der heller ikke meget godt at sige om ‘After’

Handlingen er så forudsigelig og ligegyldig at man hurtigt har regnet hele handlingen ud og der er derfor ikke nogle overraskelser. Den er også skrevet så elendigt at mange af replikkerne lyder meget skrevet.

Der skal være nogle dramatiske højdepunkter i filmen, men i stedet for at virke dramatiske ender det med at blive grinagtigt – og de enkle konflikter som er bliver løst meget hurtigt og uden meget dramatik.

Skuespillet er dog udmærket uden at blive særlig interessant – Josephine Langford som spiller Tessa, og Hero Fiennes Tiffin som spiller Hardin har bare desværre ikke meget kemi. Størstedelen af deres scener er også scener hvor de kysser og kameraet snurrer omkring dem, eller scener hvor man ser deres nøgne kroppe. Det kunne have været blevet erotisk eller pirrende, men i stedet ender man med at kede sig gevaldigt i disse scener.

Der er en ting jeg har meget svært ved i film, og det er når der er sange i filmen som beskriver karakterernes følelser – ‘After’ er desværre fyldt af disse sange, og det bliver også gevaldigt frustrerende. Man kunne måske med fordel have vist disse følelser i skuespillet, men selvom skuespillet er nogenlunde, formår skuespillerene heller ikke at udvise de store følelser.

Visuelt er der ikke meget at sige om filmen. Soundtracket består som sagt udelukkende af popsange, billederne er ikke bestemt flotte – Der er kort sagt ikke noget prangende ved den visuelle side. Filmen er instrueret af Jenny Gage som får sin spillefilms debut med denne film, og det er ikke til at sige om det er hendes valg af vælge sådan en anonym og kedelig visuel side, eller om det er nogle pengemænd – men kedeligt er det i hvert fald.

‘After’ er blevet beskrevet som en ‘Fifty shades’ for teenagere og min reaktion efter jeg kom ud af biografen var desværre at ‘After’ er ligeså dårlige som ‘Fifty shades’ filmene, og nu må Hollywood snart stoppe med at lave film baseret på erotisk fan-fiction.