Som en fugl Phoenix bestiger Joaquin, de højeste skuespils højder i nådelsesløs voksenfortolkning af Joker figuren.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Glem ”Pennywise”, den rigtige og farligste klovn ”The Joker” er tilbage med fortvivlelsens latter i Gotham Citys mørkeste fortælling i direkte kurs til akut modtagelsen.

Arthur Fleck er en ikke succesfuld og uelsket komiker, der i ensomhedens fritid i 80´ernes opstart, passer hans psykisk ustabile og svækkede mor. Pengene er små og det er svært at slå igennem som komiker, selvom Arthur hele sit liv af sin mor både blev kaldt for ”Lystig” og ikke ”Gnavpot” og altid opretholdt ”A happy Face”. Samtidig døjer vores uheldige hovedperson også med en sjælden lattersygdom, det såkaldte ”gelastiske epilepsi syndrom” også kaldet ”Patologisk latter”, som er en hjerneskade typisk forudsaget efter et traume. Denne tendens kan også få folk til at isolere sig på grund af deres ”upassende adfærd”, hvilket Arthur også må gøre. Men da tilskuddene til hans medicin en dag ophører og han får opsnuset nogle gamle traumer omkring hans mor og byggematadoren Thomas Wayne, begynder Arthurs verden for alvor at krakelere.

Filosoffen Friedrich Nietzsche skulle have udtalt følgende: ”Måske ved jeg bedst hvorfor det kun er mennesket der ler. Han lider så meget at han måtte opfinde latter”. Citatet kunne sagtens have været brugt i denne fremragende nyklassiker, men i stedet skulle det være i Christopher Nolans ”The Dark Knight” hvor dennes Joker fortolkning udtalte et andet Nietzsche citat nemlig: what dosen´t kill you, makes you stronger”.

Bob Kane ”fødte” 25. april 1940 Batmans nemesis “Jokeren”, som han havde indhentet inspiration fra i stumfilmen ”Manden der ler” fra 1928. ”Joker”- karakteren har lige siden vel nærmest stået som den mest berømte og elskelige af de mange superskurke i vores superhelteunivers.

Heldigvis er han, med måske undtagelse af Cesar Romero, blevet belønnet med en Oscar til det prominente skuespiltalent Heath Ledger, og nu står så Joaquin Phoenix i kø for at tage en Oscar statuette hjem til kaminhyldens prangende udsigt. Veteranen Robert De Niro skal dog også have lidt velfortjent spalteplads og specielt deres skuespilduel i et tv-show er fremtidig skuespil masterclass uddannelsesmateriale!

Men det er og bliver Joaquin Phoenix der brænder lærredet af uden brug af petroleum. Og der skal godt nok siges at der bliver arbejdet på sagen. Phoenix brænder i sådan en grad igennem som vores skiftende grædende og leende samfundsoffer, at udtrykket ”han kommer under huden på dig” virker som et bedaget salgsargument for Johnny Reimar. Det er ikke bare godt, det er bedre end Robert De Niro i inspirationsfilmene ”Taxi Driver” og ”King of Comedy”. Til De Niro´s forsvar vil jeg dog lige sige at ”The Jokers” fremragende manuskript af filmens instruktør Todd Phillips og Scott Silver, virkelig går under huden og beskriver en superskurk indefra som vi aldrig tidligere har set.

Så der er kød på persontegningen. Det er ligesom om vi nu vågner fra en kæmpe ”Marvel”-fest hvor vi nu står tilbage med ikke bare regningen, men også de ar der nu skal slikkes rene for efterdønningerne af vores massive overforbrug af materialistiske goder og selviske gerninger. Skraldet og kloakken kan nu tage over.

Filmen er også lettere overraskende fint sammenflettet med ”Batman” fortællingen og er faktisk den RIGTIGE ”Batman begins”- og jo Bruce Wayne dukker op sammen med ”Arkham Asylum” så ikke et ”Batman” – hjerte forbliver uforløst og tak for det!

Martin Scorsese har tidligere i produktionen haft sine hænder i gryden, og det kan ses med de gryndende billeder, den stramme og realistiske tone, den gruende vold der nærmest minder om billederne fra ”Henry: Portrait of a serial killer” og DEN form for amerikansk film der ellers syntes været druknet i superhelte og mercendise forretning de senere år. Hvor er det FEDT og hjerteligt tillykke til den nye generation der nu har fået deres egen signaturfilm.

Man siger at folk med tendens til sygdommen ”patologisk latter” kun kan blive kurreret ved at se på ubehagelige billeder. ”The Joker” burde så hermed sidde på forreste række, for det er ikke en Marvel film vi bliver beskuet. Filmen er ond gange med ond, men er fantastisk lavet hvor ikke en eneste ting falder til jorden, så ”believe the Hype”.

Det er også utroligt at instruktør Todd Phillips er gået fra de tre ”Hangover” film over ”War Dogs” til at efterlade os her på afgrundens fornemeste rand. Tal lige om tømmermænd! Bring on ”DC Dark Universe” Warner Brothers!
Ros skal også gives til musikkomponisten Hildur Gudnadóttir der tidligere b.la. har kreeret lydlandskaber til ”The Revenant”. Musikken er nærmest usynlig men formår perfekt at sammensmelte en symbiotisk masse af tristesse der fylder os med tomrum. Godt man ikke er inde i Arthur Fleck.

Så med ”The Joker” bliver vi mindet om at livet er en komedie, latter er en lidelse og glæde er en vrangforestilling. Send in the clowns for komik er som sagt subjektiv!