Intet nyt fra vestfronten i Hr. Boes ’Kriger’

Anmeldt af: Adam Bouttai.

Med et Danmarks mest sprængfarlige danske retspolitiske område som omdrejningspunkt er ’Kriger’ (2018) historien om én mands jagt på syndsforladelse gennem seks hæsblæsende afsnit.

Soldaten CC (Dar Salim) hjemvender fra Irak-krigen med dyb skyldfølelse efter uforvarende at have sendt sin bedste ven Peter (Jakob Oftebro) i døden. Peters enke, Louise (Danica Curcic), efterforsker rockergruppen Ulvene. Under ledelse af Tom (Lars Ranthe) indtager rockerne nyt territorium for at få fuld kontrol over det Københavnske narkomarked. Deres sidste konkurrent, Akhmed (Omar Shargawi), er dog ikke klar til at lade sig pensionere fra det lukrative marked frivilligt. En blodig bandekonflikt ulmer, og med en tjeneste til gode hos CC, får Louise overbevist politidirektøren (Søren Malling) om at få en muldvarp ind hos Ulvene. Men hvor langt kan soldaten stå stand inde i broderskabet?

Med filmperlerne ’Reconstruction’ (2003), ’Allegro’ (2005) og ’Beast’ (2011) er det lige til højrebenet at kalde Christoffer Boe for kronprinsen af dansk art house cinema. De senere år har Hr. Boe dog stillet sigte mod særligt spændingsgenren i et tempo, der er skruet gevaldigt op siden 00’erne, og nu kulminerer i TV2’s store dramasatsning ’Kriger’.

Dar Salim har været certified bad-ass siden debuten i ‘Gå med Fred Jamil’ (2008), og spiller i ’Kriger’ en rolle, der på flere punkter vækker genklang til hans eminente præstation i ‘Underverden’ (2017). Utvivlsomt gør Lars Ranthe alt i sin formåen for at indgyde liv i antagonisten Tom, men hverken Blofeld-ar, fremskudt Marlon Brando kæbeparti, Brian Sandberg one-liners eller vaskebræt, kan redde Tom fra at blive en forudsigelig og tandløs hyggeonkel. Anderledes skræmmende er Nicholas Bro i rollen som den diskrete Victor, der lurer i krogene. Desuden skal der tilfalde en særligt honorerende bemærkning til Rudi Køhnke som rockeren Jack med hang til kokain, hård sex og pandekager. Lige meget hvor på registeret han spiller, så stjæler Køhnke hver eneste scene, han medvirker i.

’Kriger’ åbenbarer et enigmatisk univers med rigeligt af uforglemmelige stammeritualer såsom hvor voldsomt en omgang onsdags hygge-bold kan forvandle sig, når det er rockere, der har hal-tiden. Det samlede testosteronniveau i ’Kriger’ ender dog under forventning op grund af en dobbeltspils-præmis lig ’Infernal Affairs’ (2003) og genindspilningen ‘The Departed’ (2006), samt en premieredato, der ligger et år efter ’Underverden’.

Publikum må sluge nogle kameler for at plottet kan eksekveres i det ønskede tempo. ’Kriger’ skuffer derfor på logikken desto længere ind i miniserien historien når. Bandekrigen under opsejling bliver samtidigt mest af alt en storm i et glas vand, og udover fri bar på rockerborgen, så bliver seerne desværre ikke klogere på, hvorfor bandemiljøerne har deres attraktion hos rodløse mænd.

Visuelt er ’Kriger’ ren TV-magi. Den er intens, og den har en nerve båret af hyper-maskulinitet og kølighed. Hr. Boe har præsteret noget af det mest binge-worthy drama set på TV2’s sendeflade, men med for mange underudforskede temaer, logiske fejlslutninger og et par flade karaktere, kan det ikke føre til andet resultat end, at ’Kriger’ aldrig løfter sig fra blot at være prime-time underholdning. I stedet for at være helt sin egen ender ’Kriger’ derfor desværre i slipstrømmen af de seneste års fortællinger om kriminelle fællesskaber.