‘Nightflyers’ imponerer visuelt, men skuffer på alle andre områder

Anmeldt af: Charlotte Philips

 Man føler sig noget ‘lost in space,’ når man som seer skal prøve at finde hoved og hale på den forvirrende rumrejse, som ‘Nightflyers’ tager sine seere med på!

Året er 2093, og menneskeheden er i krise, hvorfor en større ekspedition anført af astrofysikeren Karl D’Branin (Eoin Macken) sendes af sted på rumskibet The Nightflyer, der ledes af ‘hologram-kaptajnen’ Roy Eris (David Ajala). Målet er at skabe kontakt til en fremmed intelligens, som befinder sig langt uden for solsystemet. For at kunne kommunikere med den avancerede intelligens har The Nightflyer en såkaldt L-1 telepat med ombord, nemlig den unge og modvillige Thale (Sam Strike), som ledsages af psykiateren Agatha (Gretchen Mol). Mange mystiske ting begynder at ske ombord på The Nightflyer, og inden længe viser det sig at onde, uforudsete kræfter er spil.

‘Nightflyers’ er løst baseret på den litterære fantasy-konge George R. R. Martins science-fiction-noveller af samme navn fra 1980erne; dog er serien hovedsagligt inspireret af filmatiseringen af samme navn fra 1987. Martin var ikke selv direkte med i produktionen af ‘Nightflyers’ grundet sin kontrakt med HBO, men han har dog haft en finger med i spillet som ‘executive producer.’

Serien starter ud med at ‘spoile’ psykiateren Agathas skæbne, idet hun på mystisk vis begår selvmord. Dette element forvirrer, da det ikke tjener plottet på nogen måde, og første afsnits springen i tiden gør det ikke bedre. Man skal altså virkelig holde tungen lige i munden, hvis man skal have en chance for at følge med i, hvad der foregår, og termerne ‘Volcryn’ og ‘The Void’ kastes rundt af karaktererne uden synderlig forklaring.

Karaktererne er for det meste uinteressante og mangler dybde og mål. Til tider virker det næsten som om, at D’Branin og hans crew (og jeg som seer) helt glemmer missionen om at nå den fremmede intelligens, der skal redde menneskeheden fra fordærv, og bliver fanget i en heksejagt på den forhadte telepat, Thale, samt en magtkamp mod en menneskeliggjort computer, som skiftevis får hele ekspeditions opmærksomhed.

Det eneste rigtigt positive, der er at sige om ‘Nightflyers,’ er CGI-arbejdet og de gennemførte kulisser, som udgør rumskibet The Nightflyer. Disse aspekter er flotte og overbevisende, men står i skarp kontrast til det dramaturgisk fattige plot og de flade karakterer, som får dumpekarakterer. Handlingen tager en masse unødvendige og kedelige afstikkere, hvilket betyder, at jeg var en noget frustreret seer. Slutningen er specielt forvirrende og giver ingen svar, så alt i alt er ‘Nightflyers’ meget skuffende. Stort set det eneste, jeg tager med mig af positive indslag, er seriens mesterlige visuals!

Traileren til ‘Nightflyers’ kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=pg5k5Pd_RGg

‘Nightflyers’ har 10 afsnit.

Afsnittene har en længde på ca. 60 min.