Sjove nye Zombie-typer kan ikke helt redde filmen!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Pressematerialet siger, at den første ‘Zombieland’ (2009) var en kommerciel succes og blev en kultklassiker, den går nu under genren ”Zomedy”.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om det udelukkende er en fordel, hvis man har set den første film af en sequel!? Jeg kan godt afsløre, for mig er det ikke tilfældet! Jeg hopper bare i det kolde vand. Naturligvis mangler jeg en viden omkring handlingen, skuespillere osv., men på den anden side er jeg fuldkommen upåvirket som en ”nyfødt” og dermed åben og udstyret med uskyldig nysgerrighed og forventningsglæde!

For filmenes skabere var det vigtigt, at efterfølgeren skulle blive mindst så god eller rettere sagt helst endnu bedre – et højt krav.Det er i hvert fald lykkes at genforene skuespillerne (Woody Harrelson/Tallahasse, Jesse Eisenberg/Columbus, Abigail Breslin/Little Rock og Emma Stone/Wichita) med instruktøren Ruben Fleischer. Succesformlen er en blanding af noget af det ”gamle” suppleret med noget nyt!

Som skrevet er det ”gamle” de samme hovedkarakterer, som er blevet til en slags dysfunktionelle ”pap–familie” – at have en fælles fjende skaber helt klart en stærk følelse for hinanden. De optræder som menneskelige dræbermaskiner og slår masser af Zombier ihjel. Og det er godt, fordi verdenen er blevet ødelagt af Zombier, der har overtaget magten. Et nyt og sjovt element er, at der nu er kommet 4 nye typer Zombier: En rigtig klog en; en langsommelig og dum variant; en slags Ninja og den værste, T-800, som er tilsvarende til Terminator! 

Det ”Hvide Hus” er en ruin, men alligevel egnet til at opholde sig i. Vores 4 overlevende slår sig ned i de kendte gemakker og nyder ”luksuslivet”, indtil Columbus frier til sin kæreste Wichita – men hun får kolde fødder, og stoler i det hele taget ikke på ægteskab og den borgerlige tilværelse mere. Så passer det fint, at også Little Rock trænger til mere frihed, og de 2 piger tager i al hemmelighed af sted. Men verden er jo ikke det samme trygge sted som før pga. Zombierne.

Columbus er filmens fortæller, hvilket egentlig fungerer udmærket. Der er jo nogle detaljer, som trænger til en forklaring for folk, som ikke er så fortrolige med Zombie-verden. Fx findes der en lang liste med regler, som helst skal overholdes, hvis man vil overleve ”det halløj der”, og som en sjov gadget, bliver de vist med store reklame-bogstaver midt i handlingen.

”Pap–familiens” måde at være sammen og snakke på er flabet og med humor, som afslører de personlige issues, karaktererne bærer med sig. Fx er Tallahassee den rigtige ”hårde og cool”, men bliver helt blød, når det drejer sig om hans ”papdatter” Little Rock – oven i købet har han en stor svaghed for Elvis.

‘Zombieland – Double Tap’ har morsomme elementer, også Zombierne er godt lavet – der er action, humor, blod, men plottet er tyndt og bliver en lille bitte smule kedeligt. Jeg kan ikke vurdere, om filmen er bedre eller i det mindste lige så god som den første, men jeg er desværre kun ”semi-begejstret”.

For at undgå en misforståelse: Den kan godt ses, hvis man nøjes med forventningen om en let underholdning på en efterårsweekend. Skal anbefales til … Ja, til hvem?! Den fungerer ikke umiddelbart som familiefilm, men eventuelt som ”kærestefilm”, hvis man elsker lidt splatter og skæv humor.