‘X&Y’ – en god film eller et kunstnerisk dokumentarisk projekt!

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Hvordan vil det være hvis du kunne få skuespillere som repræsenterer de forskellige aspekter af din personlighed? – Det vil Anna Odell og Mikael Persbrandt undersøge i ny film.

‘X&Y’ er et filmprojekt hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion bliver undersøgt og måske nedbrudt. Anna Odell har inviteret skuespilleren Mikael Persbrandt med i et projekt hvor andre skuespillere, b.la. Trine Dyrholm, Sofie Gråbøl, Thure Lindhardt og Jens albinus skal repræsentere de forskellige facetter i Persbrandt og Odells personligheder. Det hele foregår i et filmstudie hvor skuespillerene skal arbejde sig ind på hinanden og samtidig bevæge sig imellem fiktion og virkelighed.

Anna Odell debuterede i 2013 med den fremragne dokumentar ‘Gensynet’ der opstillede en fiktiv reunion med de klassekammerater som mobbede hende igennem hele hendes skoletid. Den blev vist på CPH DOX og Odell var selv i København for at præsentere filmen.

Med ‘X&Y’ har hun lavet et til projekt som blander virkelighed med fiktion. Det er svært at kalde denne film for en decideret film, da det mere er et eksperimenterende projekt og på nogle punkter føles den lidt halvfærdig. Hun har fået den svenske badboy Mikael Persbrandt til at spille den anden ”hovedrolle”, og filmen forsøger at gøre de forskellige facetter af deres personligheder synlige og forsøger at komme til bunds i deres personlighed.

Indimellem er der også sekvenser hvor Persbrandt og Odell har samtaler med en form for psykolog, samtidig med at de også studerer de skuespillere som er med – og på den måde måske bliver klogere på sig selv. Trine Dyrholm, Thure Lindhardt og Shanti Roney skal repræsentere de forskellige aspekter af Persbrandts personlighed, og Jens Albinus, Sofie Gråbøl og Vera Vitali er de skuespillere som skal vise Odells faceter.

Det er som om man er med hele vejen, fra det første møde mellem Odell og Persbrandt, til det første møde med de andre skuespillere og til at de begynder at arbejde med projektet. Jeg har det svært med denne slags film, da det er som om handlingen udebliver og i stedet er publikummet tilskuer til et projekt som er i udvikling.

Der er også scener som jeg syntes er direkte pinlige og det irriterer mig lidt at jeg ikke ved hvad der er fiktion og hvad der er virkelighed. Jeg bryder mig ofte ikke om at blive ‘snydt’ når jeg ser film – ihvertfald ikke på den måde som man bliver snydt i denne film, og det gør at jeg har en vis distance til filmen og ikke helt lader mig rive med.

Filmen ender da også med at føles uendeligt ligegyldig og er også en lang og kedelig oplevelse. Engang imellem kommer der den her slags projekter som fungere, men desværre er dette ikke et af de projekter.