Årets feelgood road-trip film

Anmeldt af: Alexander Grevy

‘Green Book’ er en herlig, om end forudsigelig, film om to modsætninger der mødes og udfordrer hinandens synspunkter – og måske lærer et par vigtige ting om livet undervejs.

Filmens præmis er nok så simpelt: Natklubudsmideren og alt-muligt-manden Tony Lip bliver hyret som chauffør og ”problemløser” for det afroamerikanske klavergeni Dr. Don Shirley, da han skal ud og turnere de amerikanske sydstater – i 1962, vel at mærke, en tid, hvor lynching stadig fandt sted. Undervejs bliver de to vidt forskellige mænd konfronteret ikke blot med andres fordomme, men også deres egne, og de får gradvist øjnene op for, at verden måske ikke er helt så firkantet, som de forventede.

Plottet har vi vel alle sammen set før, i den ene eller den anden udgave: yin og yang mødes og danner tilsammen en helhed, modsætninger tiltrækker hinanden, yada yada. Og i den forstand er ‘Green Book’ ikke meget anderledes. Historien, trods at være baseret på ægte begivenheder, følger berettermodellen ret nøje, med forudsigelige op- og nedture og karakterudviklinger. Men hvor den skiller sig ud fra mængden er i interaktionen og skuespillet mellem de to hovedroller. Det er simpelthen filmens bærepunkt, og det har jeg det helt fint med, for det er ren og skær fornøjelse at se dem sammen – og se dem udvikle sig sammen. Yin bliver lidt mere yang og yang bliver lidt mere yin.

Viggo Mortensen spiller den jordnære, selverklærede bullshitter Tony Lip til perfektion, og rammer alt fra den italienskamerikanske Bronx accent til ansigtsgrimasser og kropsbevægelser noget nær så godt som Marlon Brandos Corleone – høj ros, det tør siges, men bestemt ikke ufortjent. Mahershala Ali er næsten lige så imponerende i rollen som den stolte men identitetskriseramte Don Shirley, der er i en konstant limbo mellem sin afroamerikanske herkomst og kultur og USA’s forfinede overklasse. Med sin lidt forcerede skrøbelighed og fremtvungne pompøsitet kan man lige ane den subtile indre konflikt, klavergeniet bakser med filmen igennem.

‘Green Book’s tematiske omdrejningspunkt – racehad og fordomme – er, ligesom selve plottet, forudsigeligt men veludført. Det er skræmmende at iagttage så nonchalant racisme, som der udspiller sig i 60’ernes sydstater, men det er opløftende og inspirerende at se Don Shirley stille sig som bastion imod det.

På trods af at filmen ikke ligefrem kaster om sig med plottwists og uventede drejninger (hvilket jo i sig selv bestemt heller ikke er et kvalitetsstempel), så er den på alle andre måder en bragende succes, og jeg kan anbefale enhver, der kunne bruge et godt grin og et smil på læben, at gå ind og se denne nye film.