”Visuelt imponerende” er blandt de få rosende ord, Mortal Engines har fortjent

Anmeldt af Alexander Grevy

Trioen bag Ringenes Herre – Peter Jackson, Philippa Boyens og Fran Walsh – er nu tilbage med endnu en filmatisering, men det er svært at ane så meget som skyggen af deres forhenværende geni.

Mortal Engines foregår i en fjern, ressource-fattig dystopisk fremtid, hvor kæmpemæssige rullende byer rejser vidt omkring i jagten på brændstof. Hester Shaw, en ung kvinde på et blodigt hævntogt, formår at komme om bord på netop sådan en by – selveste London. Men da hendes morderiske plan går i vasken, ender hun – sammen med den uheldige londoner Tom – tilbage i vildnisset, og de to modvillige rejsekompagnoner må nu trodse den ene fare efter den anden for at nå tilbage til storbyen og, forhåbentlig, forpurre et komplot der ikke blot er til fare for deres liv, men for hele verden.

Filmen er instrueret af Christian Rivers, et navn man formentlig ikke har hørt før, da dette er hans første spillefilm i instruktørstolen, og skrevet af holdet bag Ringenes Herre-filmene. Hvor bolden bliver tabt henne – om det er hos den forholdsvis uerfarne Rivers, bogens forfatter Philip Reeve, eller (og tanken gør mig ondt) Jackson, Walsh og Boyens – skal jeg ikke kunne sige, men tabt bliver den. Plottet er mere hullet end min tennisketcher (og minder desuden uhyggeligt meget om Star Wars), dialogen er utroværdig og undervældende (med den ene banale kliché efter den anden), og mængden af deus ex machinas er forbløffende: Hver eneste gang vores helte igen er i suppedasen, bliver de på utrolig vis reddet i sidste øjeblik, og meget sjældent af egne evner.

De fleste karakterer er også svimlende todimensionelle. Dette gælder – med nød og næppe – ikke de to hovedpersoner (måske til dels på grund af det udemærkede skuespil præsteret af Hera Hilmar og Robert Sheehan), men det gælder i høj grad for den karavane af bipersoner, der dukker op i filmens handlingsforløb. Værst af alle må næsten være filmens skurk, Thaddeus Valentine, spillet af Hugo Weaving. Om han er dum, klog, ignorant, begavet, barmhjertig, iskold, magtliderlig, faderlig eller sociopatisk er mig stadig en gåde, og det er næppe udlægget for en velskrevet karakter.

Til gengæld skal filmens forsonende træk bestemt også nævnes. Fra et audiovisuelt synspunkt er Mortal Engines en yderst fremragende film. Musikken og lydeffekterne er imponerende nok i sig selv, men særligt forbløffende er de visuelle effekter. At se en lille landsby folde sig selv sammen i al hast og derefter suse af sted, med gigantiske London i hælende, er afgjort en gribende sekvens.

Mortal Engines bliver dog desværre ikke den næste Ringenes Herre. Dens blanding af forudsigelighed, dårlig dialog og kedelige karakterer indbød denne seer til konstant at rulle med øjnene – til gengæld sørgede de fantastiske visuelle effekter for, at øjnene, der bliver rullet med, både var store og glimtende.