Mads Mikkelsen redder ’Polar’ fra tidlig pension

Anmeldt af: Adam Bouttai

 

Efter Netflix’ store seersucces/anmelder-fiasko ’Bright’ (2017) er streaming-giganten tilbage med endnu en halvdårlig, farverig og ultra-voldelig actionfilm, der kan tiltrække seere og i ’Polar’s tilfælde; få kvalmen frem i selv de mest hårdføre maver. 

Duncan Vizla AKA Black Kaiser (Mads Mikkelsen) er lejemorder for firmaet Damocles Enterprise under ledelse af den skruppelløse Mr. Blut (Matt Lucas). Alle lejemordere tvinges i deres kontrakt til at gå på pension som 50-årige med en gigantisk pensionsopsparing til udbetaling. Duncan gør klar til et kedeligt liv i en lille flække i den amerikanske delstat Montana med sin hundehvalp Rusty og naboen Camille (Vanessa Hudgens) som eneste selskab, men der går ikke lang tid før Damocles pensions-parate agenter begynder at dø som fluer, og Black Kaiser tvinges ud af sit otium for at gå ind i den blodige lejemorder-branche igen. 

Den svenske instruktør Jonas Åkerlund har siden midt-halvfemserne været go-to manden i den amerikanske musikvideo-branche med produktioner for de allerstørste artister. På det store lærred er kvaliteten en lidt anden. På nær sidste års ’Lords of Chaos’ (2018), har det faktisk stået rigtigt skidt til i filmene ’Spun’ (2002), ’Horsemen’ (2009), og ’Small Apartments’ (2012). Nu er Åkerlund så tilbage med en højoktan voldsfilm, der bringer tankerne hen på ’Suicide Squad’ (2016), ‘Natural Born Killers’ (1994), samt særligt ’Crank’ (2006) og ’Crank: High Voltage’ (2009).

Åkerlunds kildemateriale har et minimalistisk farveskema med hvid, sort, og rød, mens de nyere ’Polar’ udgivelser bruger en større palette, omend stadig i en minimalistisk stil.

Fans af ’Polar’ bøgerne vil nok finde color-grading arbejdet i ’Polar’ som en distraktion af en påfugl, der prøver alt for hårdt på at blive kult. Filmen er simpelthen så voldsomt farvemættet, at den ender med at blive mere tegneserie og mindre graphic novel filmatisering a la ’Sin City’ (2005). Samtidig presses 18+ aldersgrænsen til det maksimale, og ’Polar’ ender derfor med at blive en lidt ambivalent oplevelse, der kræver et par søsyge-tabletter i løbet af den to timer lange blodsudgydelse.

Mads Mikkelsen slår fast, at han er et af Danmarks ypperste kulturelle eksport-brands, og uden Mikkelsen som den aldrende lejemorder, så var ’Polar’ nok blot endt som en lidt ligegyldig  stiløvelse. Mikkelsens skifte fra antagonist til international leading man er troværdig, og han løfter Black Kaiser til en larger than life karakter i rollen som socialt akavet lejemorder med et hjerte af guld.

Heldigvis får Mikkelsen også rigeligt rum til sin vanligt tilbagelænede sans for komisk timing, som for eksempel da han giver den som selvforsvarsinstruktør og geografilærer på byens lokale folkeskole. Filmen tager ikke sig selv alt for seriøst, men det kammer desværre tit over i det deciderede latterlige gennem booty shots, et stift lem med rigor mortis, og alt for mange scener, der skriger Tarantino på Ritalin fremfor neo noir.

Ultra-volden i ’Polar’ er ikke for sarte sjæle. Tempoet er voldsomt, men hvor de åndsbeslægtede ’Crank’ film er ren adrenalin fra start til slut, er der noget anderledes velfunderet og modent over passager af ’Polar’. Inden For sin type af film er ’Polar’ altså ikke så elendig som den rygtes blandt anmeldere.

Åkerlunds film piller dog ikke ’Sin City’ væk som hovedværk inden for neo noir genren, til det er ’Polar’ simpelthen for kvalmende farverig og useriøs. Filmen løftes dog gevaldigt af Mads Mikkelsens tour de force som Black Kaiser. ’Polar’ ender derfor som en nogenlunde anbefalelsesværdig actionfilm, men det er altså på eget ansvar at deltage i det 118 minutter lange voldsorgie. Nu er du advaret.