En catchy biopic, der tager lidt for mange sikre valg

Anmeldt af: Alexander Grevy

‘Bohemian Rhapsody’ er både fornøjelig og medrivende at opleve, især som selverklæret Queen fan, men desværre afviger den aldrig rigtig fra biopic-formularen og formår derfor ikke, som man må sige Freddie Mercury selv gjorde, at skille sig helt ud fra mængden.

I filmen følger vi Freddie fra de små kår i Englands arbejderklasse og helt frem til den historiske Live Aid koncert på Wembley Stadium i ’85. Vi får et interessant indblik i bandets dannelse, deres unikke og fantasifulde musiske eksperimenter, deres vej til berømthed – og de uundgåelige op- og nedture som det indebar.

Det mest slående ved ‘Bohemian Rhapsod’y er utvivlsomt Rami Maleks (Mr Robot, Nat på Museet) portrættering af Queen-frontmanden Freddie Mercury. Malek formår at ramme den fine linje mellem stoicisme og ømhed, stolthed og sårbarhed, alt imens han rocker de flamboyante body suits, den lettere feminine gestikuleren og de fire ekstra tænder i overkæben. Resultatet deraf er et publikum, der vil have meget nemt ved at leve sig ind i den livsfortælling der udspiller sig foran dem. Der bliver også leveret en strålende præstation fra Lucy Boynton (Sing Street) som Freddies sjæleven Mary Austin, en præstation der især er blinkfængende når hun med en momentan tøven eller et flakkende blik subtilt kan vise sin usikkerhed på Freddies seksualitet, på trods af deres intime forhold.

Men også filmens musikalske præstation er værd en rose eller to. Der bliver spillet både et bredt og et godt udvalg af Queens repertoire, og oftest bliver musikken inkorporeret i filmens kronologi og handlingsforløb. Det er enormt underholdende at overvære dem skabe sange som ”Bohemian Rhapsody” (Galileo! Galileo!) og ”We Will Rock You”, og både overraskende og interessant at finde ud af, at sidstnævnte var guitarist Brian Mays påfund.

Filmen er dog ikke foruden fejl og mangler. Det er svært at bebrejde den for dens optimisme, men jeg vil dog forsøge alligevel, for det er måske her vi finder essensen af filmens problem. Bandet og Freddie Mercury især er fra starten af både kæphøje og stilsikre, og ikke et sekund i tvivl om, hvor gode de er, og hvad Queen står for. Det er næsten som om, at deres koncise formulering af deres musik er sagt i bagklogskabens lys, og ikke med den usikkerhed man kan forestille sig, der til tider må have hersket blandt gruppen. Filmen fremstiller også en ret familievenlig udgave af Freddie Mercurys mørkere sider, hans stofmisbrug og hans indimellem uvenskab med de andre gruppemedlemmer, hvor en mere virkelighedstro gengivelse nok havde givet et mere nuanceret indtryk af manden, på godt og på ondt.

Dét sagt, så er Bohemian Rhapsody absolut en underholdende film, og det er svært at lade være med at sidde og svaje i takt til musikken – og Rami Maleks dansetrin. Den mangler måske lidt edge, som man kan skære sig på, og den tager ikke ligefrem nogle stilistiske chancer (og når efter min mening derfor aldrig op på niveau med biopics som for eksempel I, Tonya og Wolf of Wall Street), men den gode nyhed er jo så, at selv børnene kan komme med ind og se den!