Paul Rudd gange to: ‘Living with Yourself’ ser dobbelt

Anmeldt af: Charlotte Philips

Paul Rudd har hovedrollerne i Netflix’ nye komedie- og dramaserie, som må siges at være et kærkomment skud på seriehimlen for alle Rudd-fans.

I ‘Living with Yourself’ møder vi den fallerede og udslidte Miles (Paul Rudd), der er kørt træt i forholdet til konen Kate (Aisling Bea), og på jobbet går det heller ikke godt. En dag får Miles et tip fra kollegaen Dan (Desmin Borges) om et sted ved navn Top Happy Spa, som på mystisk vis kan forvandle folk til en optimeret og bedre version af dem selv. Hvad Miles dog ikke ved er, at denne dyre procedure involverer kloning. I Miles’ tilfælde går det hele galt, og han må lære at dele sit liv med en usandsynlig partner, nemlig sit eget klonede og forbedrede jeg.

Timothy Greenberg, som tidligere har været producer på ‘The Daily Show’, står bag ‘Living with Yourself’, og serien byder på et semi-interessant narrativ, som let kunne være faldet til jorden, havde den karismatiske Paul Rudd ikke haft hovedrollerne som de to sæt Miles. Rudds skuespil er altså fænomenalt, og komikeren Aisling Bea portrætterer karakteren Kate på nuanceret vis. Og Kates afsavn efter et barn og at starte en familie med den sløve Miles skaber en tristesse og melankoli, som komplementerer og kontrasterer det ellers absurde plot.

Man har valgt at skifte mellem henholdsvis ‘gamle Miles’ og den nye klonede Miles’ perspektiv i mange af afsnittene, og trods begge karakterer spilles af Rudd er karakteriseringen kontrastiv, og samspillet mellem disse to er underholdende. Selve det computer-generede arbejde i scenerne, hvor begge Rudds karakterer optræder, er yderst vellavet og troværdigt. Humoren er underspillet, sarkastisk og nogle gange lidt let købt. Jeg sidder sjældent og griner højlydt undervejs, men ‘Living with Yourself’ har dog sine øjeblikke.

Det skal nævnes, at serien er flot produceret, og et meget velvalgt lydspor med Enya og elektronisk musik sætter en speciel og gennemført auditiv indentitet. Desværre er der nogle narrative huller i plottet, f.eks. når et mystisk ‘kloning-politi’ kidnapper den ene Miles uden en dybere forklaring. Derudover fik det sci-fi-orienterede ‘kloningnarrativ’ mig til at tro, at serien ville udspille sig i fremtiden, men udover kloningen som futuristisk element er narrativets kontekst portrætteret anno 2019, hvilket egentlig virker en smule besynderligt.

‘Living with Yourself’ er en hyggelig og let fordøjelig serie, som er semi-underholdende, men en smule ligegyldig. Paul Rudds skuespil er stort set altid en fornøjelse at være vidne til, og er man Rudd-entusiast, er serien alene af denne grund seværdig. Ukompliceret og spøjs, ‘Living with Yourself’ får tre Chaplins.