Svensk-dansk gyseragtige familiedrama brænder igennem med ubehag og paradoksale detaljer!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Sikke en intro – et optog af 3 absurde skikkelser i en svensk skov, som udvikler sig til et gentagende mareridt suppleret med den svenske børnesang koko-di koko-da.

Elin og Tobias har mistet deres datter, hvilket betyder, at forholdet er ved at falde fra hinanden – daglige stikpiller, mangel på omsorg og meningsløse magtkampe fylder hverdagen. For at finde hinanden igen beslutter de sig for tage på teltetur i en svensk skov. Hvor en harmløs scene tidligt om morgenen (Elin skal tisse), udvikler sig til et rent mareridt – som opleves igen og igen.

Instruktøren Johannes Nyholm (kendt for ‘Kæmpen’) elsker at lege med stilarter og at bevæge sig frit mellem drøm og virkelighed, i forskellige filmiske universer. I ‘Koko-di koko-da’ har han valgt at iscenesætte forældrenes tab over datterens død, som en slags dukketeater, som gør filmen endnu mere intens og uhyggelig! Den egentlig enkle måde, at vise smerten og fortvivlesen, rammer og efterlader én med gåsehud!

Filmen er i det hele taget et usædvanligt kunstværk, som bryder med det klassiske filmforløb! Scenerne er klippet på en lidt ”barsk” måde, tidsforløb bliver ophævet og blandingen af hverdags- og næsten drømmeagtige sekvenser fører til, at man føler sig irriteret, men på en nysgerrig måde … Fx da Elins og Tobias mareridt gentager sig, hvor sekvensen hver gang begynder med den samme kameraindstilling – Elins ansigt set ud fra teltet!

Hver gang håber man, at det lykkes for ham at redde Elin og sig selv, men ”nej”! Man er midt i mareridtet, midt i og tæt på parrets håbløse panik og fortvivlede overlevelseskamp – selvom Tobias hver gang syntes at forestå lidt mere, formår han ikke at forhindre katastrofen!

‘Koko-di koko-da’ indeholder mange små detaljer, man måske undrer sig over, men til sidst giver alt mening, og handlingstrådene samles som et puslespil til et helt billede!
Filmens vidunderlige musik skal fremhæves, det samme gælder skuespillernes præsentation – Ylva Gallon (Elin) og Leif Edlund (Tobias) spiller ægteparret troværdigt, gribende og overbevisende, og Peter Belli er i den grad uhyggelig og ubehagelig som Mog!

Efter de første par minutter valgte jeg at opgive at forestå, hvad der foregik, og besluttede mig for at hengive mig til det visuelle indtryk og hvilke følelser der opstod – og jeg blev belønnet!
Jeg gik hjem fra biografen med en hav af tanker, spørgsmål, følelser, og min hjerne blev udfordret til at sætte brikkerne sammen – og den arbejder stadigvæk på projektet.

I hvert fald har jeg lyst til at se filmen igen – det er længe siden at en film bevægede og udfordrede mig på den måde! ‘Koko-di koko-da’ er innovativ, barsk, gribende, overraskende og fuldkommen grotesk, men helt fantastisk!
Hvis du overvejer at tage på telttur frarådes filmen, men hvis du brænder for det usædvanlige tag dine venner med i biffen og hyg jer i et uhyggeligt univers.