For meget virvar ødelægger potentialet i ny dokumentar

Astor Piazzolla – selvsikker, stædig, passioneret og en ægte virtuos med lidenskab for at fange hajer.

©️Camera film

“Piazzolla – the years of the shark”

Anmeldt af Susanne Schatz

”Verdens største tango-komponist” Astor Piazzolla fik, da han var 9 år gammel, sin første bandoneón fra sin far, og dermed også ”foræret” kærligheden til musikken. Han rejste 20 år senere til Paris for at studere klaver og komposition, men han måtte erkende, at han stadig var en ”tanguero” – en vild rejse gennem tangoenss verden og en indviklet familiehistorie begynder.

Instruktøren Daniel Rosenfeld arbejdede tæt sammen med Piazzollas søn Daniel og fik tilgang til Astors private samling af lyd-og filmoptagelser. Filmen er både en kærlig hyldest og en dybdegående analyse af den enestående komponist, orkesterleder og bandoneón-spiller Astor Piazzolla.

Bare for at starte med noget positivt, må jeg fremhæve den fantastiske musik! Hans sind, hans krop – alt synes at være smeltet sammen med tangoen! Melankolien, smerten, men også glæden formidler Piazzolla, når han står på scenen, forenet med bandoneóen! Det er imponerende, gribende og giver lyst til at nyde rytmen.

Men bortset fra den musikalske talent er Astor også et interessant menneske! Efter han begyndte at revolutionere den argentinske tango og skabte Tango Nuevo, kaldte pressen ham ”gal eller genial”?! Han forsatte dog sin egen tangovej – uanset modstand! Det urokkelige motto var, at “det der blev skabt i går er noget lort, kun det nye lever – glem alt om det gamle!” En holdning der betød, at kunstneren ikke var nem at omgåes.

Dokumentaren indeholder mange gode facetter og vækker nysgerrigheden for tangoen og komponisten, men desværre følte jeg mig fuldkommen forvirret. Blandingen af fotoer og optagelser var uden en klar tidsstruktur, et kaos der ikke passede så godt sammen med den fortællende stemme, som ledsagede filmen. Måske var Daniel Rosenfeld for ambitiøs i sit projekt og mistede lidt tråden.

Det kaotiske forløb gør “Piazzola – the years of the shark“ kedelig, og til sidst sad jeg tilbage med en skuffelse og mange spørgsmålstegn! Desværre ikke tilfredsstillende, men alligevel med en vækket interesse for personen og musikken. En dokumentar for musiknørder, som er parat til hengive sig tonerne.