Blinky Bill på Eventyr efterlader sit publikum uimponeret.

‘Breathless’ Værket, der forandrede et helt filmsprog.

Anmeldt af: Adam Bouttai

Det hænder en gang imellem, at en ung filmmager skaber et værk, der forandrer filmsproget, bjergtager anmeldere og publikum, samt består tidens tand med samme vigør som ved premieredatoen. Nogle gange spiller alt simpelthen i en film, så man forlades åndeløs, og sådan en film er ‘Breathless’ (1960).

Michel Poiccard (Jean-Paul Belmondo), lever et storbyliv som småkriminel charlatan, men da han dræber en politibetjent, begynder en tilbagelænet flugt fra øvrigheden igennem de parisiske arrondissementer i en tung sky af  tobaksrøg, cool jazz og en ivrig kurtisering af ekskæresten Patricia (Jean Seberg).

Den franske-schweiziske filmskaber Jean-Luc Godard udgjorde sammen med François Truffaut og Claude Chabrol hjertet af den franske nybølge, der antændte filmsproget og fuldførte en kunstnerisk revolution. Forbillederne hed Alfred Hitchcock, John Ford, Howard Hawks og Humphrey Bogart. Med en bred samfunds- og kulturforståelse eksploderede Godard igennem 60’erne frem til 68-studenteroprøret med ‘Le Mépris’ (1963), ‘Alphaville’ (1965), og ‘Week-end’ (1967), men ‘Breathless’ er og bliver hovedværket.

I den bærende kvindelige karakter brænder Jean Seeberg igennem med pixie hår, uopnåelighed og en porcelænsdelikat fremtoning. Hendes karakter er utvivlsomt definitionen på Nathan Rabins begreb: film arketypen Manic Pixie Dream Girl, der tæller præstationer fra Katherine Hepburns i  ‘Bringing up Baby’ (1938) til Kirsten Dunsts i ‘Elizabethtown’ (2005). Formlen er klar: Lettere ustabil protagonist skal reddes af finurlig skønhed, der siger la-di-da, kalder sin kat for Cat, har It girl appeal, og laver perfekte mixtapes. Patricia fremstår dog aldrig overspillet og er langt mere afrundet, for selvom filmen handler om at bryde regler, så holder den sig til noir konventionerne med dertilhørende femme fatale.

Trods genrekonventionerne er ‘Breathless’ en vittig dagdrømmer-film. Selvom fortælleformen fremstår fragmenteret, så eksekveres hver scene ud i grænseløs tidløshed. Sekvenserne flyder sammen og intellektualiteten er badet i slibrigheder og præpubertær adfærd. Det ene meta-lag afløser det andet gennem nedbrydningen af den fjerde væg, instruktør-cameos og en svada til Godards tidligere arbejdsgiver, filmmagasinet ‘Cahiers du Cinéma’. Netop sidstnævnte reference sætter to tykke streger under opbruddet med efterkrigstidens konservative filmskabelse og viser hvordan unge filmnørder har genskrevet filmens regler til evig skue for fremtidens cineaster. Uden nybølgen er det tvivlsomt om instruktører som Scorsese, Tarantino og von Trier ville have udviklet et så velformuleret filmsprog. Modsætningsvist så har Hitchcock, Ford og Hawks været katalysatorer for franskmændenes genfortolkning af teori og praksis. Breathless’ fremstår med andre ord som filmhistoriens mest elegante mellemregning.

‘Breathless’ gør dens publikum til frankofile fantaster, der med et snuptag er klar til at opsige jobbet og bosætte sig i en dårligt isoleret lejlighed i Latinerkvarteret, leve af baguette og cafe au lait, og få hård hud på fingrene efter konstante anslag på en udtjent rejseskrivemaskine, for alt er godt, når bare der er jazz på FM-båndet og en cigaret i mundvigen. ‘Breathless’ er spændingsfyldt art house, der med eminent genrebevidsthed gør det brede filmpublikum opmærksom på sin egen kølige overlegenhed.

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=UMResGjH92U

“Breathless” kan lejes på Amazon Prime Video.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blinky Bill på Eventyr efterlader sit publikum uimponeret.