En morsom og rørende historie!

Godzilla brager tilbage som verdens stærkeste og sejeste superhelt i formidabelt økoaction brag

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Midt i valgkampen vender ”The king of monsters” endegyldigt tilbage på monstertronen. Godzilla redder både menneskeheden og kærligheden, men også vores hårdt tiltrængte jordklode.

Vi er i året 2019. I den foregående film ”Godzilla” blev verden reddet af den sagnomspundende kæmpeøgle Godzilla, der havde vundet en storslået kamp mod de frygtelige” Mutoes”. Herefter havde verden ikke set noget til vores store frelser. Nu ser det dog ud til at vores verden igen har behov for lidt hjælp fra kæmpeøglen Godzilla. Vores klode virker nemlig til at brænde fuldstændig sammen grundet de forfærdelige menneskeskabte katastrofer. Det heroiske krypto-zoologiske bureau ”Monarch”, får til opgave at finde jordens frelser: Godzilla. Sammen med det storslåede kvindelige insekt Mothra, tager de kampen op mod både de grimme forurenende mennesker, men også flyveøglen Rodan og Godzillas ultimative nemesis: den trehovedede King Ghidorah. Men kan menneskeheden samarbejde i simbiotisk enhed med de urgamle titaner eller er jorden dømt til evig undergang?

Efter den 3-stjernede parentes ”Godzilla” fra 2014 og den særdeles underholdende, men 4-stjernede ”Kong: Skull island” fra 2017, var vi nok mange der havde håbet på et 5-stjernet actionmonsterbrag. Dette brag er vi nu nået til i det herrens år 2019. Men sørme om ikke Michael Dougherty og et særdeles veloplagt crew får taget opgaven så seriøst, at filmen nu tegner sig for at blive én af årets største film(helt bogstaveligt).

En klassisk og vellavet monsterfilm skal kunne levere en masse ting. Men først og fremmest skal monsteret være sejt og gerne frygtindgydende. Det gør heller ikke noget hvis monsteret er ikonisk, gerne ligesom ”Uhyret fra den sorte lagune”. Læg hertil en medrivende historie om de gode og de ondes kamp. Tilsæt en masse voldsom død, evt. med blodig/voldelig udgang. Skuespillet må gerne være medrivende og følelsesladet. Helten/heltinden må gerne gøres heroisk med en personlig agenda. Effekterne må gerne se virkelighedstro ud og gerne med imponerende og overraskende tilsnit. Kameraføringen må gerne være opsøgende med en truende tilgang. Desuden må der gerne være en masse natteoptagelser med skumle vinkler, der får publikum til at hvine af fryd. Hvor var det dog fantastisk at ”Godzilla: King of monsters” levererede alt dette og mere til! Vi står her med én af de ALLERSTØRSTE monsterfilm overhovedet! Ja er godt klar over at sådan en sætning passer til en gigant som Godzilla men alligevel!

Filmen starter på den bedst tænkelige måde: efter lidt logo gejl går filmen helt i sort, hvorpå Godzillas udødelige brøl flænser vores lytte bøffer i en sådan grad, at vores biografsæder er den eneste garanti for at det ikke er virkelighed. Vi er nu vidner til en Hollywood storproduktion i absolut monsterstorform. Herefter er man målløst med som tilskuer i den ene scene efter den anden, der bare fungerer, uanset om der er tale om historieopbygning eller gigantisk monstersmadring. ”Godzilla: King of monsters” er meget medrivende, spændende, følelsesladet, velspillet, velinstrueret, velfotograferet, vellydende, vellavet, vedkommende og velskrevet. Ikke dårligt……vel?

Det der er meget imponerende ved filmen er, at den formår at tilfredsstille de mest udsultende nørder der vil have deres monstre udstillet perfekt. Men samtidig formår filmen også at få historien og fortællingen til at gå op i en symbiotisk enhed med godt skuespil, medrivende handling og action i top. Helt uden fyld og kransekage, som en film som ”Independence Day” typisk ville cirkle rundt i. Det er vist første gang jeg havde en iskold kop kaffe stående tålmodigt og afvæbnende på mig.

Instruktør Michael Dougherty har tidligere stået for halloween gyseren ”Trick ´r Treat” og julegyseren ”Krampus”, men han leverer her formidabelt blockbuster overskud. Det kan undre han ikke står for næste års ”Godzilla vs. Kong”. Skuespillerne er over hele linjen i monsterform, men jeg vil i særdeleshed fremhæve Mille Bobby Brown, Vera Farmiga og i særdeleshed Charles Dance. Manuskriptet er velspillende og levende og Mary Parent har endnu engang bevidst hun kan fylde lærredet op med mageløse billeder.

Godzillas nemesis Ghidorah bliver i filmen kaldt ”The one who´s many”. Dette symboliserer også min anmeldelse og jeg kvitterer hermed for 6 topchaplins

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En morsom og rørende historie!