DC leverer endelig en superheltefilm, der ikke tager sig selv alt for seriøst

Anmeldt af: Alexander Grevy

Shazam er både forudsigelig og klichéfyldt, men den er det på en vældig underholdende og selvironisk manér, så det er faktisk – næsten – helt okay.

I et desperat last move, og i manglen på bedre, udvælger den døende troldmand Shazam den 14-årige gadetalentfulde Billy Batson som sin efterfølger. Det indebærer alle de fedeste superkræfter, en teenagedreng kunne drømme om – og så selvfølgelig også ansvaret for, at verdenen ikke går under, hvis de Syv Dødssynder skulle slippe løs. Og, surprise, surprise, det gør de da. Så nu må Billy hurtigt lære, at det ikke bare er sjov og spas og hævn over skolens bøller, når man tilegner sig sådan et sæt superkræfter.

Det første, man måske sætter spørgsmålstegn ved, når man ser ‘Shazam’, er troldmandens tvivlsomme logik i udelukkende at vælge børn som sine potentielle efterfølgere. Det kan da næppe være overraskende, at det tager ham næsten 50 år at finde Billy, som da bestemt heller ikke er det englebarn, man skulle tro, han var på udkig efter. Men det er noget, man må vænne sig lidt hurtigt til, hvis man vil nyde den her film, for dens største svaghed er nok, hvad man ville kalde, hvis man var lidt streng, dovenskab, eller, hvis man var lidt sød, plothuller.

For ‘Shazam’ kunne godt have brugt en sidste rewrite inden den blev sendt til produktion. Dialogen er til tider lidt for kejtet, og visse scener lidt for ”belejlige”, som for eksempel når Billy skal introduceres til sin nye plejefamilie, og hvert af de fem børn dukker op en efter en med en kort bemærkning, der lidt for perfekt indkapsler deres todimensionelle karakter. Kun Freddy, Billys nye småakavede roommate, får rigtig lov til at folde sig ud efter sin indledende kommentar: ”Vidste du, at romerne børstede tænder med tis?”

Men med det sagt, så er der stadig rigtig meget at komme efter i ‘Shazam’. For første gang i DC’s nyere historie, får vi en film, der ikke tager sig selv så seriøst. Den er udmærket klar over, at skurken er karikeret og overfladisk, og det bliver der gjort lidt grin med, når den voksne udgave af Billy (Zachary Levi) fremstammer, i en blanding af iver og panik, ”Du må være min superskurk!” Forhåbentlig betyder det, at DC er ved at tage ved lære fra Marvel, og måske begynder at sprøjte lidt mere humor og selvironi ind i deres film fremadrettet.

Det er efterhånden svært at levere en originstory, der ikke er karbonkopier af forgængerne (hvor mange gange skal vi for eksempel se Peter Parker blive bidt af en radioaktiv edderkop, før vi boykotter den superhelt?), men ‘Shazam’ byder ind med noget dejligt forfriskende, for hver gang, han siger troldmandens navn (Shazam!), bliver han forvandlet til et muskelbundt af en mand, der er godt inde i trediverne. Og det betyder jo to ting: For det første kan han endelig købe øl (hørt i den lokale kiosk: ”Jeg vil gerne bede om jeres fineste øl, tak.”), og for det andet repræsenterer hans fysiske form nu den modenhed, hans nye superkræfter kræver af ham. Og det leder til en håndfuld enormt underholdende scener, blandt andet en kavalkade af Youtube-videoer, hvor han tester sine nye evner, og ind i mellem lige skal flosse for kameraet som en anden backpack-kid, eller begejstringen over at opdage, at han kan flyve, og det efterfølgende hurlumhej, når han skal lære præcis, hvordan fanden man gør.

‘Shazam’ er mere en komediefilm, der omhandler en superhelt, end en superheltefilm, der prøver at være sjov. Og det er netop derfor, den fungerer så godt. Man skal ikke forvente et eksistentielt drama eller en superseriøs verdensfrelser, der kaster håndklædet i ringen, hvis han kommer til at gå over for rødt. Men man kan snildt forvente et godt grin, og en film, der nemt kan genses, om ikke andet så for at opleve fuldvoksne Billy kaste en Batman-dukke efter skurken, mens han råber, ”Efter ham, Batman!” i stedet for selv at tage kampen op.