Trine Dyrholm leverer sin, måske bedste rolle i ‘Dronningen’

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

May el-Toukhy vender efter sin succes med ‘Lang historie kort’ tilbage med endnu en spillefilm som er grænsesøgende og tankevækkende.

Anne er en succesfuld advokat som lader til at være totalt ovenpå, både på arbejdspladsen og i hjemmet, som hun deler med sin svenske læge mand, Peter og to tvillinge piger, Fanny og Frida. Da Peters svenske teenagesøn kommer for at bo hos familien, er han først meget modvillig, men efter lidt tid bliver han mere tilpasset og finder sin plads i familien. Men samtidig med at Gustav finder sig til rette i familien, begynder en tiltrækning imellem Anne og Gustav som kan sætte alt over styr.

Trine Dyrholm, som muligvis er danmarks bedste skuespillerinder, leverer en fantastisk præstation som Anne. Til tider er rollen underspillet, hvor det er de små træk der fortæller alt om Annes følelser og situation, og andre gange bliver der skruet helt op. Tilsammen danner det en karakter som er troværdig og virker virkeligt ægte.

Gustav Lindh som spiller Gustav og Magnus Krepper som spiller Peter spiller godt op imod Dyrholm og giver dermed også to virkeligt stærke præstationer.

May el-Toukhy fik sin spillefilms debut med filmen ‘Lang historie kort’ fra 2015. Derefter har hun også instrueret afsnit af ‘Herrens veje’ og ‘Arvingerne’. ‘Lang historie kort’ blev vældig godt modtaget af pressen og vandt en Bodil for bedste manuskript.

I ‘Dronningen’ har hun igen lavet en meget vellykket film som også er grænsesøgende og nogen vil måske syntes den går over grænsen et par gange. Filmen er meget eksplicit nogle steder og viser meget mere end man ellers ser i andre film. Det er et lidt underligt træk, og de ting som bliver vist kunne man let gøre mere nedtonet eller gøre mere implicit.

Filmen er derudover virkeligt velskrevet og også utroligt flot filmet. De locations som der er filmet på gør også at billederne er så flotte, og gør at der kan blive leget lidt med lys. Samtidig er det meget åbne locations som gør at filmen får et lidt lækre udtryk.

Et visuelt udtryk som jeg dog syntes er lidt svært at forstå er klipningen, i hvert fald i starten af filmen. Der bliver klippet meget fra scene til scene, og der bliver klippet så meget så scenerne er forholdsvis korte. Man ser meget udpluk af ting der sker i Annes dagligdag og så bliver der klippet videre til næste dag eller et andet sted. Det gør at man i starten måske ikke er helt så engageret i filmen da man gerne vil se udgangen på nogle af scenerne – men i stedet for at man ser ‘en hel scene’ bliver der som sagt klippet hurtigt videre.

Jeg forstår ikke at der ikke bliver dvælet mere i scenerne, eller at man ikke for lov til at se udgangen på scenerne – det var noget som jeg savnede i starten af filmen. Længere henne i filmen er det som om der er mere tid til at se scenerne til ende og der er lidt længere scener.

Det er dog indtil videre årets bedste danske film der er virkeligt vellykket og tankevækkende – og i hvert fald er skuespillet, fra Dyrholm og de andre, et biografbesøg hver.