‘Løfte ved daggry’ fortæller den rørende historie om en mors kærlighed til sin søn, og dén byrde det er for ham at bære

Anmeldt af: Clara Miller

Baseret på Romain Garys hovedværk “Morgenrødens løfte” (inspireret af sin egen opvækst) har Eric Barbier instrueret en smuk film, der rører til tårer.

Romain Kacew vokser op i det nuværende Litauen med sin mor Nina, der kæmper med at få sin forretning som haute couture syerske til at forblive ovenvande. De flytter senere til Frankrig, hvor Nina åbner et lille hotel i Nice. Hendes forventninger til og drømme for Romain er grænseløse; han skal både blive berømt indenfor litteratur, være fransk ambassadør, diplomat og militærhelt. Dette skaber et enormt pres på Romain, som vier hele sit liv til at opnå morens drømme og indfri sit løfte om at gøre hende stolt.

Romains barndom er barsk. Både fordi han er jøde, hans mor er enlig, og de andre børn ikke forstår de ting han går op i. Dertil kommer hans mor, som kræver ufatteligt meget af ham. Han skal være villig til at gå i døden for hende, må kun slås med nogen hvis det har at gøre med kvinder, ære eller Frankrig, og så skal han blive en verdensmand og få sit tøj syet i London. En ting som virker meget urealistisk for en fattig dreng med en russisk mor.

Moren, Nina, er en stærk og selvstændig kvinde i begyndelsen af 1900-tallet, og den styrke og det mod hun besidder giver hun videre til sønnen Romain. Desværre bliver hendes ubetingede tro, på at han kan opnå alt og er den bedste til det hele, en kæmpe byrde for Romain, som glemmer at give sig selv lov til at fejle en gang imellem.

Jeg var meget betaget af ‘Løfte ved daggry’ og under hele filmen blev man suget ind i universet og glemte alt om tid og sted. Dette skyldes bl.a. fotograf Glynn Speeckaerts (César-nomineret for ‘Marguerite’ i 2016) smukke billeder i sammenhæng med den flotte scenografi (Pierre Renson) og de eminente kostumer (Catherine Bouchard), som er taget lige ud af tiden. Det er fuldt fortjent at Renson og Bouchard begge var César-nomineret for deres fabelagtige arbejde på filmen.

Der er heller intet ondt at sige om filmens musikvalg, som skaber en medrivende stemning og lader følelserne få frit slag i kroppen. Det er en følelsesladet film, og de mange følelser man ser på lærredet rækker også udover sæderne i salen. Dette er en stor bedrift og også grunden til at jeg varmt vil anbefale folk til at se den franske film.

Skuespilpræstationerne fra Pierre Niney (‘Yves Saint Laurent’) og Charlotte Gainsbourg (‘Nymphomaniac’) er vidunderlige, ægte, stædige, hjertevarme og smertelige, og selvom man kalder det et episk drama og kunne frygte en overromantiseret version af virkeligheden, så føles ‘Løfte ved daggry’ meget autentisk og reel hele vejen igennem. Det er helt klart en film som sætter sig i én og bliver siddende lidt.