Du kan aldrig slip fra din fortid

Anmeldt af: Susanne Schatz

En absurd sort gangster komedie fra 60’erne, med store skuespillerpræstationer, en fyldt med gode fortællermæssige greb, men desværre med en slutning, der er alt for konstrueret.

Midt i 60erne forenes på hotellet El royale ikke kun de 2 stater Nevada og Californien, men også en håndfuld mærkelige, hemmelighedsfulde mennesker – blandt gæsterne er en præst, en støvsugersælger og en sort sangerinde. Alle bærer en dyster fortid – intet er, som det i begyndelsen synes at være! I løbet af en nat kommer de forskellige hemmeligheder frem, og gæsternes tilfældige og ufrivillige samvær udvikler sig stille og roligt til et blodigt mareridt …

Drew Goddard har skrevet og instrueret ensemblefilmen ‘Bad times at the El Royale’. Den slags film forudsætter, at alle skuespillere er enormt dygtige, ingen spiller perifere roller, og derfor byder filmen på en stjernepakket cast. Men Jeff Bridges som præst, den unge hotelconcierge Miles (Lewis Pullman) og ikke mindst sangerinden Darlene (Cynthia Erivo) med sin fantastiske stemme skal fremhæves!

Ideen, at der findes et hotel bygget præcis på landsgrænsen, er sjov og rigtig morsomt iscenesat – bl.a. via hotelconciergens præsentation af hotellet. Lige fra begyndelsen er det klart, at bag karakternes overflade camoufleres noget andet, og man følger nysgerrig og spændt, hvad der kommer frem. Man får virkelig mulighed for at se bag facaden og ned i dybden – via et one-way screen i kælderen! Den måde filmen er lavet på er overraskende, sjov, med undervejs såvel makabre som voldsomme scener, som minder lidt om ‘Pulp Fiction’.

Men efter ¾ af handlingen forliser handlingstråden, da en sektleder, som mere ligner én af Chippendales, dukker op på hotellet med sine tilhængere, udvikler alt sig til en absurd konstrueret finale. Det virker som om manuskriptforfatteren ikke vidste, hvordan de forskellige åbne handlingstræk skulle forløses bedst, og et blodbad til sidst fungerer jo altid.

Filmens længde på 2 timer og 21 minutter er i overkanten – alt det, som fungerede så godt i løbet af filmen mister til sidst spændingen. Da jeg forlod biografen var jeg virkelig ked af denne slutning, og skuffelsen var større end fornøjelsen – det er synd for en egentlig god film!

Derfor en ambivalent anbefaling, men ideen og skuespillere redder alligevel filmen!