Aurore siger ’ja’ til livet og ’nej’ til at blive sat i bås

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

Aurore, filmen som tager emnet klimakteriet op, som med fransk sødme fortæller om livet som single og efter den 50. fødselsdag.

Aurores liv kører ikke på skinner, hun har tidligere håndteret de administrative opgaver for sin nu fraskilte mands entreprenørvirksomhed og har ingen papirer på sine kompetencer. Hun må tage småjobs som betaler dårligt og finde sig i irriterende chefer og en arbejdsformidling som ikke giver den store opbakning til marginaliserede kvinder. Børnene har heller ikke nået at få en uddannelse, den ældste er gravid og den yngste er ved at flytte hjemmefra, og kærlighedslivet er ligeledes på stand-by. Midt I filmen vises en scene hvor Aurora sammen med sine børn da de var yngre danser til sangen ”I ain’t got no home, ain’t got no shoes, Ain’t got no money, ain’t got no class, Ain’t got no skirts, ain’t got no sweater, Ain’t got no perfume, ain’t got no bed, Ain’t got no man – but I got my life, I got my freedom” hvilket er meget sigende for filmens tema.

Filmen tager emner op som længe har været negligeret og sjældent er dramatiseret. Modne kvinder har sjældent hovedroller i film – men har ofte bi-roller som moderen. Yderligere portrætterer Amerikanske film ofte modne damer som hvidvinsdrikkende velplejede tjekkede kvinder som i f.eks.’The Book Club’. Aurore som bliver spillet af Agnes Jaoui er derimod ikke tjekket, har lidt for mange kilo på sidebenene og er ikke på en mission men giver heller ikke op fordi tilværelsen er svær for hende.

Historien fortælles med humor og gør det derfor spiseligt at bruge en hel film på at adressere kvinde- klimakteriet, og der er mange vinkler og indspark vedr. klimakteriet og tilværelsen for kvinder i den alder fra læger, social arbejdere på arbejdsformidlingen og ikke mindst et interview med feministen Francoise Héritier. Aurore har gode relationer til børn og veninder men disse relationer bliver ikke dissekeret eller dramatiseret. Til gengæld accepterer hun ikke de vilkår som læger, arbejdsgiver og mænd giver hende, men kæmper for sin egen lykke og relevans.

Aurores historie er en hverdags historie – Aurore er ikke en heltinde fordi hun er feminist eller forsøger at ændre vilkårene for kvinder. Aurore forbliver derfor en semi socialrealistisk film fortalt med fransk sødme, den bliver dog aldrig rigtig sjov som f.eks ”De Urørlige” eller ”Amelie” hvor der ofte er utraditionelle overraskelses elementer. Den er heller ikke tragikomisk som f.eks. ”Bridget Jones” og ligeledes er der bi-historier som ikke er helt realistiske og som udvikler sig uafhængigt at Auroras indsats.