Den dag på stranden er en yderst tilfredsstillende rejse gennem to menneskers liv

Anmeldt af: Alexander Grevy

I klassisk Ian McEwan stil er ”Den dag på stranden” ikke bare et opgør med klassesystemets samfund, men også en refleksion over de beslutninger man i livet vil stå overfor, og hvad der står på spil i de situationer.

Filmen omhandler det nygifte par Florence og Edward, som netop er ankommet på et strandhotel i det sydlige England. Ikke ligefrem den mest eksotiske bryllupsrejse, men det er mere end rigeligt for det unge par, der blot nyder hinandens selskab mens de forsøger at lære hinanden bedre at kende. Gradvist lærer vi dem også bedre at kende gennem en række flashbacks, som alle sammen er meget nydeligt flettet ind i det kammerspil, der udfolder sig på hotellet. Men alt går ikke helt efter planen for det uprøvede par, og snart står de overfor en beslutning, der vil have konsekvenser for resten af deres liv.

Hvis du har set’ The Lovely Bones’ (2009), ‘Hanna’ (2011) eller Oscars-favoritten ‘Lady Bird’ (2017), vil det næppe overraske dig, at Saoirse Ronan endnu engang leverer en fremragende præstation (og en fejlfri britisk accent), her i rollen som Florence Ponting, en ung kvinde fra 1960’ernes overklasse, der, tidstypisk nok, gør oprør imod sine forældre ved at forelske sig i Edward Mayhew. Edward (spillet meget sympatisk af Billy Howle, som nok er bedst kendt fra sin rolle i Dunkirk) kommer nemlig fra en helt anden baggrund: Hans hjerneskadede mor er kunstner (på sine gode dage), faderen er skolelærer, og hjemmet er ét stort rustikt kaos.

Florence og Edward er begge komplicerede, tredimensionelle karakterer, der på én gang agerer, som man forventer, og samtidig overrasker fuldstændig. Deres scener sammen formår både at være søde og følsomme, samt enormt akavede – en klassisk teenage-romance, som man kender den bedst. De er på mange måder komisk ignorante over for hinanden og bærer begge præg af en ungdommelig naivitet, der kommer stærkt til udtryk, når de pludselig skal være voksne, modne, ægteskabelige mennesker på et hotelværelse. Det er til tider ikke helt nemt at overvære, men den små-kiksede flirten, der bevæger sig tættere og tættere på værelsets dobbeltseng, overskrider dog aldrig grænsen til det platte.

Instruktør Dominic Cooke har valgt at skrue ned for den åbenlyse æstetik i filmen – ingen smarte kameraeffekter, farvefiltre eller CGI. Filmens egentlige æstetik ligger i de små detaljer, der er med til at indramme de to hovedroller og den intime kærlighedshistorie, der udfolder sig mellem dem: smukt designede kostumer; brugen af håndholdt kamera i Edwards kaotiske hjem og det fastplantede kamera i Florences rigide lejlighed; de gråbetonede scener, der går i et med det overskyede vejr på stranden. Det forstærker ens fokus på karaktererne, og det er svært ikke at blive dybt engageret i handlingen, på trods af at den for det meste ikke er synderligt dramatisk eller begivenhedsrig. Man begynder undervejs, i takt med karaktererne, at tænke mere og mere over, om forholdet i sidste ende mon vil bære eller briste.

”Den dag på stranden” er en meget fin film om ung kærlighed, og om de ind i mellem prosaiske, ind i mellem livsomvæltende beslutninger man tager i livet. Plottet er langtfra originalt, men de medrivende karakterer og det overbevisende skuespil sørger for, at det sjældent påvirker underholdningsværdien.