The Spy Who Dumped Me er fjollet, dum og underholdende spionkomedie

Anmeldt af: Alexander Grevy

 

The Spy Who Dumped Me brillerer hverken med dybt plot eller dybe karakterer, men har til gengæld visse andre kvaliteter, der gør den et kig værd.

Filmens forholdsvis uoriginale plot tager udgangspunkt i et USB drev, som alle vil have, koste hvad det vil. Og midt i kaosset har vi Audrey (Mila Kunis), som bliver involveret, da diverse internationale agentbureauer opdager, at hun er i besiddelse af dette drev – et levn fra sit forhold med superspionen (eller, hvis du spørger en uvidende Audrey, NPR podcasteren) Drew (Justin Theroux). Inden længe flygter hun og bedste-veninde Morgan (SNL’s Kate McKinnon) af sted mod Europa for, måske, at aflevere det i hænderne på de rette personer.

Filmen er i bund og grund enormt forudsigelig fra start til slut. Men det betyder ikke, at den ikke byder på chokerende øjeblikke – og selv om disse øjeblikke måske godt, set i bakspejlet, kan virke lidt kitschet, er de dejligt underholdende under filmen. Det er nemlig de rå, gritty og overraskende veludførte kampscener der, blandet med den ”dumme amerikanere besøger Europa” selvironiske humor, løfter filmen til noget lidt mere interessant, end hvad den ellers var i fare for at være.

Filmens absolut skarpeste øjeblikke er, når Kunis og McKinnon sørger for de komiske indslag midt i seriøse Bourne-inspirerede actionsekvenser. (I virkeligheden er det nok mest McKinnon, der står for komedien, men til Mila Kunis’ forsvar må rollen som veninden Morgan have været væsentlig mere interessant at spille end hovedpersonen Audrey).

Filmen har dog også sin andel af svage punkter. Allerede nævnt er det uinspirerede plot, men også karaktererne er ofte kedeligt todimensionelle, hvor den eneste tilsyneladende forskel på superspionen Drew og den konkurrerende superspion Sebastian (Sam Heughan), er accenten.

Ærgerligt nok har Audrey, vores hovedperson, også problemer med at fremstå som en specielt interessant karakter. Filmen forsøger at bygge en historie op omkring hendes personlighed, som den ikke formår at følge helt til dørs. Jeg kan forestille mig, at et par vigtige karakterudviklingsscener er endt på gulvet i klipperummet, til fordel for action og komedie, da den i forvejen med sine godt to timer er en af de længere film indenfor sin genre.

På trods af at vi har set ‘The Spy Who Dumped Me’s’ klichéfyldte plot udført mange gange før, fra Rowan Atkinson og Mike Myers til Melissa McCarthy og Steve Carell, formår den dog stadig at retfærdiggøre sin eksistens; den skarpe kontrast mellem hårdkogt action og fald-på-halen humor fungerer aldeles godt, og i sidste ende er den forholdsvis uerfarne instruktør Susanna Fogels bud på spionkomedien ikke helt uden merit.