Nordisk mytologi drukner i karakterløs kedelighed!

Anmeldt af: Susanne Schatz

En liveaction version af ‘Valhalla’- tegnefilmen fra 1986, og en film baseret på ‘Valhalla’-tegneserierne har nu set dagens lys.

Med stor forventningsglæde tog jeg plads i biografsalen – en film, som er bygget på den nordiske mytologi, en kendt tegneserie og en ret succesfuld tegnefilm kan være garant for en spændingsfyld fornøjelse!
Men! Allerede i begyndelsen – en stemme fortæller lidt om de nordiske guder og deres forhold til menneskerne – får jeg en mærkelig fornemmelse. Det hele virker lidt som på en amatørscene, hvor alle spiller deres roller, dog uden at formå at give rollerne karakter!

Tilbage til begyndelsen, da jeg ikke antager at alle ved, hvad ‘Valhalla’ handler om, selvom de fleste formodentlig har en anelse om det:
Guderne Thor og Loke drager med en vogn trukket af geder ned til Midgården, hvor mennesker bor, hvor de besøger en helt almindelig bondefamilie med 2 børn. Og som det også sker ”i det rigtige liv” følger menneskebørnene ikke guds formaninger, om ikke at knække en knogle fra den slagtede ged. Tjalfe, storbroren til Røskva, regner ikke med, at det bliver opdaget, når han kun knækker en lille knogle for at kunne spise knoglemarven. Konsekvenserne er forfærdelige for alle.

Instruktøren Fenar Ahmad (kendt fra Underverden 2017) har fået et efter danske forhold temmelig højt budget på 34,3 millioner kroner, og har valgt kendte navne som fx Roland Møller (Thor), Jakob Lohmann (Tyr) og Sanne Salomonsen (Elle). Men efter min mening formåer han ikke at få ret meget ud af skuespillerne – desværre.

Filmen brænder ikke igennem på nogen måder – den er hverken gribende, spændende eller underholdende! De overnaturlige dyr er en skuffelse! Jeg tænker, at man fx kunne lave rigtige livagtige animationer af Thors geder eller af fenrisulven. I stedet virker det mest dilettantisk, gederne ligner fx mest ”sorte bryggerheste med stenbukgevir”. Kampscenerne er kedelige, da kampene foregår i mørke, så man næsten kan ikke se forskellen mellem guderne og jætterne. Og turen op ad regnebuen til Valhalla er mere en stjerneregn, i hvert fald slet ikke en regnebue. Quark, som oprindelig var en sjov, fræk jætte, er uden charme eller karakter.

Filmen varer ”kun” 105 minutter, men føles meget længere – specielt begyndelsen og slutningen trækker sig, uden at det gør en positiv forskel.

‘Valhalla’ behandler også større temaer, fx vores eller rettere sagt samfundets forhold til dem, som er anderledes, men filmen viser på en banal måde, at det betaler sig at kaste fordommene bort! Bliv som Røskva, den lille og uskyldige pige, der lærer at følge sit hjerte og indre stemme, og alt bliver godt … Hvor trivielt! Måske er jeg alt for kynisk, for selvfølgelig er budskabet rigtigt, men hele den måde det serveres på virker lidt som ugebladsbrevkasse psykologi!

Jeg kan kun forestille mig, at filmen er sjov for børn op til i en vis alder, mens jeg tror at voksne kommer til at kede sig …