Stallone inviterer med ”Rambo: Last Blood” til mexicansk svendeprøve i nedslagtning, i højborgens hævngerrige skyttegrav.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

John Rambo er tilbage i blodig ”så kan de lære det” storform, der ikke ildevarsler action legendens snarlige pension.

Sidst vi stødte på det omvandrende posttraumatiske Vietnam veteranoffer John Rambo, var i 2008´s ”Rambo”. Her ryddede han godt og grundigt op i den Myanmarske jungle, så ikke en kropsdel blev foreviget. Han føler sig stadig udstødt af samfundet og udover at arbejde frivilligt ved katastrofer, har han oparbejdet en lille ”familie”, bestående af hans mexicanske husholderske, dennes barnebarn Gabriella og et spand heste. Men midt i hans nye rolle som far til fire, begynder der at herske ufred. 17 årige Gabriella får nemlig nys om at hendes biologiske far er blevet set i Mexicos skumle gader, og tager uagtet ud for at finde ham. Men chokeret, udover at blive afvist af sin biologiske far ved sin ankomst, bliver hun offer for illegal prostitution af byens grusomme narkokarteller og alfonser. John Rambo får naturligvis nys om dette og tager ud for at finde det tætteste han nogensinde har haft af en datter.

73 årige Sylvester Stallone burde vel ikke have nogen introduktion. Han er en vaskeægte Hollywood legende og en vaskeægte survivor, en overlever i det ubarmhjertige Hollywood. Han har indspillet film under 9 præsidenter, opbygget 2 af de største amerikanske trofæer indenfor Hollywood: Rocky og Rambo karaktererne. Han har knap 100 Credits indenfor film og ser, som en anden Hollywood legende nemlig 89-årige Clint Eastwood, ikke ud til at stoppe foreløbig.

Hans Rambo karakter debuterede tilbage i 1982 med ”First Blood”. Anden del ”Rambo II” cementerede sammen med Rocky 4 i 1985 hans superstar status. Man kan sige meget om ham og hans talenter eller mangel på samme, men sandheden er at han er noget af det mest ærlige og stabile man kan finde i Hollywood, hvor han også både instruerer og producerer.

Nu er han så tilbage med femte del og jeg må ærligt tilstå at jeg er lidt imponeret. Det er utroligt at man her i 2019 stadig kan gå i biografen og opleve vaskeægte oldschool ”Cannon” b-action som i de gode gamle firsere. Og selvom både bandana, pandebånd og babyolieindsmurte brystkasser og biceps er forsvundet, fremstår ”Rambo” stadig som en enmandshær som de fleste burde frygte.

Stallones højtbelagte håndmadder går hånd i hånd med sprængfarlige håndgranater, knogleknusende rævefælder og andre sikre oldschool våben der ligger sikkert i Rambo´s hånd som Bing og Grøndahl i Hellerup. Det er også meget tydeligt hvor meget Stallone kender hans karakter og tilmed lidt melankolske ensomhedsfølelser kan det også blive til. Gammel kærlighed og vin ruster som bekendt ikke.

Godt gået af et omvandrende permanent alarmberedskab. Så mens Rambo fyrer gengældens glæde ud over slemme mexicanske banditter, sidder biografgængerne med et stort smil tilbage over genkendelsens glæder. Alt er som det skal være og lad os så få nogle nye fans til dem der er ved at være trætte af Dwayne Johnsons og Jason Stathams velfriserede og velduftende machoimages.

Dog er filmen med dens samlede tid på 1 time og 29 minutter for kort, specielt i slutscenerne i Rambo´s skyttegrav. Det er sgu for hurtigt overstået og man føler sig aldrig rigtig truet på vores helts vegne. Stallones afslørende toupé gør det heller ikke nemmere at sluge.

Adrian Grunberg har instrueret de mexicanske løjer som han gjorde fint med Mel Gibson i 2012´s ”Get the Gringo”. Cinematograf Brendan Galvin har lavet de nussede og grumsede optrin, som han også hjalp Stallone tidligere med i ”Escape Plan”. Den spanske skuespillerinde Paz Vega vil nogle måske kunne huske fra 2001´s ”Sex & Lucia” – hun spiller fint ”Rambos” eneste sammensvorende.

Så det er altså en film om gamle dyder, politisk ukorrekthed og uddøende racer som Sylvester Stallone, som vi er vidne til. Men hvor bliver verden dog kedelig og stille den dag det hele slutter.
Men så længe Stallone holder de åbne sår ved lige, bliver vi heldigvis ikke healet lige foreløbig.