Flot og æterisk rum-odysse, med en sårbar Brad Pitt ved roret.

Anmeldt af: Anders Davies

Brad Pitt er tilbage på toppen af sin karriere, med en glimrende præstation i ‘Once upon a time in… Hollywood’ og nu i ‘Ad Astra’.

De seneste år har vi set film, der har brugt rummet som baggrund for udfoldelsen af nogle visuelt prangende og tematisk medrivende film, såsom Interstellar” og ‘Gravity’. Allerede før dens premiere er ‘Ad Astra’ blevet sammenlignet netop disse film, og af enten tematiske eller visuelle grunde er det også sammenligner, der giver mening at lave.

I en fremtid, der ikke føles så fjern fra vores, møder vi astronauten Roy McBride(Brad Pitt). Han arbejder på en rumstation lige uden for jordens atmosfære, hvor en mystisk energiudladning, får stationen til at springe i luften og kaster Roy i frit fald mod jorden. Roy overlever heldigvis. Under faldet mister Roy aldrig fatningen, han går ikke i panik, hans puls ryger aldrig over 80 slag i minuttet. Roys far, Clifford Mcbride(Tommy Lee Jones), er en verdenskendt astronaut, der forsvandt under en mission mange år siden, og formodes død. Missionen var at finde bevis på intelligent liv i rummet og skabe kontakt. De energiudladninger, der forårsagede ulykken på Roy’s rumstation, spores til et område i nærheden af farens sidst kendte placering, og faren mistænkes for stadig at være i live. Roys opgave bliver dermed at rejse til rummets yderste, i forsøget på at standse energiudladningerne, der raserer jorden og måske finde den forsvunde far.

Det første og mest iøjnefaldende jeg vil adressere i denne anmeldelse, er den visuelle side af filmen, der leveres af den roste Hoyte van Hoytema(der også har været kameramand på den beslægtede ‘Interstellar’). Hoytemas billeder, er i tæt sammenspil med det stærke score af Max Richter med til at ilægge filmen i en tempoløs tilstand, hvor man mister fornemmelsen for tynge og tid. Selv actionskvenserne, føles foruroligende rolige og kontrollerede, der selvfølgelig indfanger rummets lydløshed og mangel på tyngdekraft, men på sådan en måde, at det formidler en fremmedgørelse i forholdet mellem mennesket og rummet.

Den samme tempoløshed og svævende fornemmelse, eksisterer også på et indholdsplan, da filmen på et tematisk plan også bearbejder kontrol og tabet af kontrol. Vores hovedperson Roy er konstant underlagt en forventning af kontrol og følelsesmæssig afmålthed. Sammenspillet mellem Brad Pitts sårbare, men distancerede skuespil, og hans indre stemme, der ledsager handlingen, skaber en følelse af distance, mellem Roy og begivenhederne og de andre karakterer. De gentagne mentalitetstests giver os en stærk fornemmelse af fremmedgørelse og overfladisk tjek af Roys mentale tilstand, der næsten forværrer hans situation, end de bare diagnosticerer ham.

Brad Pitts portrættering af den emotionelt distancerede Roy, fortjener også nogle gode ord med på vejen. Med en stærk kontrast til den altid afslappede og cool Cliff Booth, i ’Once Upon A Time in Hollywood…’, spiller Brad Pitt Roy med en nærværende sårbarhed. Som en slags ‘Apocalypse Now’ i rummet, begiver Roy rejse sig ikke bare ud i det ydre rum, men også igennem hans indre processer, hvor Roy begynder at miste kontrollen over sit fattede ydre og tør give slip og give hen til sine følelser. En karakterudvikling som Brad Pitt får leveret til fulde, især i en scene, hvor Roy skal indtale en besked, viser Brad Pitt den distancerede bryde sammen, på enormt rørende vis.

Filmens opbygning fungerer enormt godt, den begynder beklageligvis at halte som vi nærmer os slutningen og den klimatiske slutning kommer ikke helt i mål. De ellers stærke tematikker om kontrol, følelser, far/søn forhold, maskulinitet og søgen efter mening, får den simpelthen ikke afviklet til et fyldestgørende punkt og slutningen virker lidt for let købt, uden at afsløre for meget.