Hollywood laver endnu en ligegyldig, men alligevel ikke meningsløs feel-good film

Anmeldt af: Clara Miller

Når man hører ordene cheerleading og ældre mennesker, tænker man ikke i første omgang at det er noget der hører sammen. Men det beviser de seje damer fra Sun Springs at det i den grad gør!

“POMS – dans for livet” er ikke bare en film om cheerleading, den handler i stor grad om venskab og om at det aldrig er for sent at gøre hvad man drømmer om, selvom man er over pensionistalderen. Kvinderne finder hinanden ved en fælles glæde for cheerleading, men det udvikler sig til et dybt venskab mellem de otte kvinder, som tilføjer ekstra livsglæde til dem alle og samtidig giver dem troen på sig selv tilbage, og en større selvfølelse. Det kan vi alle lære noget af.

Martha (Diane Keaton) flytter til Sun Springs for at leve sin sidste tid. Martha har nemlig kræft, og vil ikke tage imod kemo, men i stedet tilbringe sine dage i pensionistparadiset, hvor man finder over 100 klubber, golfbaner, bowlingbaner, swimmingpools og meget mere. Da hun skal være med i mindst én klub beslutter hun sig for at starte sin egen cheerleadingklub og sammen med naboen Sheryl (Jacki Weaver) skal de nu ud og finde et hold. Det bliver ikke en let opgave at få ældre kvinder til at være cheerleaders, og gruppen møder meget modstand undervejs, bl.a. fra pensionistdronnigen Vicki (Celia Weston) som ikke kan lide deres klub.

Når Sun Springs Allstars til sidst i filmen får deres jubelbrøl, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet og blive en smule rørt, selvom jeg udmærket godt vidste at det var det, som ville ske. Det er bare en så overvældende scene, med musikken der overtager lydsporet, kæmpe smil på alles ansigter, og den måde man nærmest føler man er til stede fordi der bare er så meget glæde i luften. For mig trækker lige nøjagtig den scene rigtig meget op, da man har gået og heppet på de søde damer og ønsket de skulle opleve en succes. At de så går ud og gør sig selv stolte og samtidig giver publikum noget at glæde sig over og blive imponeret af – det er bare dejligt!

Britiske Zara Hayes, som ellers er dokumentarist, har instrueret denne komedie på baggrund af sin egen interesse for cheerleading og manglen på spillefilm om ældre kvinder der slipper deres krop fri.

Filmteknisk er der ikke noget ekstraordinært over “POMS – dans for livet”. Den følger genrens klassiske highkey belysning, kontinuitetsklipning, halvnære billedebeskæring ved samtale, total og super total billedbeskæring ved etablering af lokation, samt en masse (unødvendig) underlægningsmusik. Det gode ved dette er at filmen ikke prøver at være noget den ikke er og Hayes gaber ikke over mere end hun kan spise. Dog kan jeg ikke lade være med at sammenligne filmen med “Book Club” som har samme producer (Alex Saks) og også har Keaton på rollelisten. Jokesene fungerer bedre i “Book Club”, og karaktererne er mere interessante end de er i “POMS – dans for livet”, hvor jeg mener de bliver for karikerede og latterliggjort på en unødvendig måde.

Jeg ville hellere have set en masse kvindetyper man kunne relatere til, og selvom vi har den livsglade og friske bedstemor på banen (Sheryl) og den skeptiske, sarkastiske eneboer (Martha), så bliver det bare en smule for overspillet. Keaton er ikke en dårlig skuespiller, men jeg tror måske jeg har set hende i denne rolle lidt for mange gange efterhånden, og nu er jeg også snart træt af det.

Jeg savnede flere af de rigtig sjove replikker, som jeg synes jeg fik i “Book Club”, men alt i alt var det en fornøjelse at se de ældre kvinder ‘cheer’, fyldt med livsglæde og troen på at man kan hvad man vil og man skal gøre det, hvis man har lyst.

Det er uden tvivl en feel-good komedie, og jeg synes budskabet kommer godt igennem. Som Marthas mor havde fortalt hende: “Vi lever videre i de minder vi efterlader os”, og man må i den grad sige at Martha altid vil blive husket af sine venner som en fantastisk kvinde, der samlede dem, da de havde allermest brug for det.