Gøg og Gokke bliver vellykket vagt til live, nu med farver, i gnistende hjertevarm hyldest til det legendariske komikerpar.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

De rigtige ”Ørkenens sønner” bliver i Steve Coogans og John C. Reillys opførelse virkeliggjort på magisk vis, der er en filmkærlighedserklæring til både humor og det vigtigste: venskabet!

Vi er med på optagelsen til Gøg og Gokke filmen ”Way out West”. Året er 1937 og skuespillerne Stan Laurel og Oliver Hardy er på karrierens højdepunkt. Der er dog problemer luften, havde de modsat datidens stjerner som Charlie Chaplin rettigheder til deres egne film, kunne de tjene ti gange så mange penge. Men det er ikke altid så let at komme til bunds i når nu Gokke både skal giftes og spille på heste, og Gøg er blevet inviteret til en fest mere med dejlige damer. Herefter springer filmen til Queens Hall i England 1953 hvor det berømte komikerpar skal i gang med en turné, mens de venter på endeligt svar fra deres producer om der kan financierers en Robin Hood film ved navn ”Rob´em Hard”. Men Gokke har et svigtende helbred og tiderne og fansene er ikke hvad det har været. Samtidig ulmer der sig nogle uregelmæssigheder hos det ellers perfekte komikerpar.

De rigtige Gøg og Gokke satte i sin tid standarden for datidens film, sammen med folk som nævnte Charlie Chaplin, Buster Keaton og Harold Lloyd. De nåede at spille sammen i mere end 107 film, smadre 3000 lagkager i filmen ”Battle of the Century”, opfinde udtrukket ”D´oh!” længe før Homer Simpson, og Gokke nåede i sine velmagtsdage op på 127 kg. Det meste af parrets komik var visuel, men eftersom talefilmen blev mere udbredt, indlagde de flere komiske sætninger i deres film. Gokke var amerikaner og Gøg englænder og fungerede også som primus motor. Filmene ”Big business”, ”Ørkenens sønner” og ”Gøg og Gokke som flyttemænd” regnes som deres hovedværker. I 1947 kom de sågar forbi både Århus og København til stor jubel for deres danske fans. Den svenske udgave af ”Hjem-is” ringer med Gøg og Gokke temaet.

Det er virkelig på tide at der nu endelig bliver lavet en film om Gøg og Gokke. Richard Attenboroughs Chaplin film fra 1992 bevidste med de rigtige virkemidler at det sagtens kunne lade sig gøre at filmatisere de første filmlegender. Jon S. Bairds film er dog ikke en biopic per sé, men mere interesseret i at vise dynamikken og gnisten i Gøg og Gokkes virkemidler som komikere og deres fantastiske venskab, for ”hvad skulle vi ellers lave?”, som Gokke siger.

Vi bliver taget med under filmoptagelser, i op-og nedture, i forskellige tidsperioder, på teatret og sågar med under dynen. Det er en utrolig vellykket film man bliver beskuet med. Skuespillerne John C. Reilly og Steve Coogan både ligner, lyder og spiller så troværdigt og lysende livagtigt, at man føler at Gøg og Gokke aldrig har været døde, og både Shirley Henderson og specielt Nina Arianda stråler som deres iltre koner. Instruktionen, scenografien, autenticiteten og klipningen sidder også lige i skabet så det fryder. Man føler sig henkastet til det gamle Hollywood på forreste række, både bag og ved scenen og makeuppen på de to komikere er formidabel. Gudskelov at vi har filmmediet der kan føre os sammen med så fortræffelige vidundere som netop Gøg og Gokke.

Instruktør Jon S. Baird er et forholdsvis ubeskrevet blad med lidt småkedelig CV bag sig f.eks. filmen ”Cass” fra 2008, men med ”Gøg og Gokke” burde en rød løber ligge foran ham. John C. Reilly blev Golden Globe nomineret for netop rollen som Gokke, men har for nyligt spillet Dr. Watson i den afskyelige ”Holmes & Watson” og filmdebuterede i 1989 med ”De kaldte os helte”. Steve Coogan kender vi fra ”Nat på museet” men brillerede som Tony Wilson i ”24 Hour Party people” fra 2002.

”They are a hard act to follow” som der blev sagt om Gøg og Gokke, så der kvitteres med 5 bowlerhatte der ikke ejes af Chaplin. Altså ingen ørkenvandring med de RIGTIGE Ørkenens sønner.