'After' er 'Fifty shades' for teenagere og det er bestemt ikke en god ting.

Netflix’s nye superhelte serie ”The Umbrella Academy” blander action, familietraumer og tidsrejser.

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

I forhold til ”De utrolige” tegnefilmen er The Umbrella Academy baseret på en dysfunktionel familie bestående af 7 børn med specielle evner – serien underholder, men der er mange uforløste problemstillinger i manuskriptet.

Netflix’s superhelte satsning er baseret på The Umbrella Academy tegneserien der er skrevet af den amerikanske musiker og tegneserieforfatter Gerard Way – forsangeren i ”My Chemical Romance” og tegnet af brasilianske Gabriel Bá. Serien starter temmelig utraditionelt i en Russisk svømmehal: ”I den 12. time på den første dag i oktober 1989 fødte 43 kvinder fra hele verden. Dette var kun usædvanligt, fordi kvinderne indtil da ikke havde vist nogen tegn på at være gravide”. Rigmanden og excentrikeren Sir Reginald Hargreeves adopterer syv af børnene, navngiver dem med numre fra et til syv og giver dem en gammeldags streng og disciplineret opdragelse med faste pligter og et stort ansvar – at redde verden. Moderen er en robot der som i ”The Stepford Wives” i første omgang virker menneskelig og omsorgsfuld – men jo længere serien skrider frem – virker direkte ’eerie’. Dette dysfunktionelle hjem bestående af: en robot moderfigur, en talende og påklædt abe – Pogo, som har været Sir Reginalds personlige tjener og den altid travle og strenge far, leder til en voksenfamilie af distancerede mindre succesfulde selvtægts udøvere.

Tidligt i serien dør Sir Reginald Hargreeves og det giver anledning til at de 7 børn samles, i The Umbrella Adacemy hjemmet og her genforenes de – Pogo har sammen med moderen en del hemmeligheder, som leder til flere scener hvor hver karakter gør op med deres opvækst. På begravelsesdagen dukker tidsrejsende no. 5 også op og i hælene på ham også to lejemordere som i bedste Tarantino stil – helt cool – udfører beskytter- eller terminationsmissioner som var det et helt almindeligt kontorjob.

Alle børnene har et speciale, som at kunne tale med de døde, som at kunne rejse i tid, som at kunne kaste med knive, at ’høre et rygte’ hvilket leder til en overtagelse af modtagerens vilje, kun no. 1 ser ud til at være et helt almindeligt muskelbundt. Desuden er der også no. 7 som i mange afsnit katatonisk stirrer ud på verden. No 7.der er vokset op som ’ordinary’ i en familie af superhelte, har skrevet en bog om familien – men har altid været udenfor familiens missioner og familiebilleder.

Blandt castet finder vi kendte skuespillerer som Ellen Page, Tom Hopper, Emmy Raver-Lampman, Robert og Aidan Gallagher som en 65 årig tidsrejsende mand fanget i en 13-årigs krop som også er lejemorder. Det er få teenage-skuespillere, der kan spille voksen troværdigt, men han gør det, så man tror på, at han både er supergeni og psykopat – på trods af sit søde og vandkæmmede udseende, er han ikke ligefrem en behagelig type. Desuden ses i rollen som de to tidsrejsende lejemordere Hazel og Cha-cha: Cameron Britton og Mary J Blige.

Der er mange lag af fortællinger i serien, og rigtig mange af dem er autentiske og belyser både opvækst og livet som superhelt samt de udfordringer superhelte status giver bl.a. selvtægt, manipulation af børn, fejlslagne missioner med dødsoplevelser osv osv. Ikke desto mindre er den gennemgående fortælling rimelig rodet og der går lang tid før man få svar på nogle af de problemstillinger der introduceres tidligt i serien. Selv efter 10 afsnit vides det ikke hvor Sir Reginald Hargreeves har sin viden om den forestående apokalypse fra, eller hvordan han vidste hvorfor disse børn født i oktober 1989 har specielle evner. Hvorfor han ikke kunne holde sammen på familien samt mange andre opklarede spørgsmål.

Soundtracket er med til at understøtte filmens format, hvert musikstykke er tekstuelt med til at underbygge handlingen og til tider anvendes soundtracket som kontrast til meget voldsomme scener hvilket også giver serien både lethed og humor – filmens centrale emne ’superhelte’ gør også at på trods af mange voldsomme opgør er der højest lidt blod og uheldige bivirkninger i et lille stykke tid – der er ikke plads til stor fysisk smerte og dybdegående skildringer af eftervirkningerne og helbredelsesfaser.

Hvis man godtager seriens præmis – at ‘The Umbrella Academy’ er en superhelteserie baseret på menneskelige karakterer, som skaber suspense ved at tilbageholdelse af viden, og en ikke-linær introduktion af en karakters historie og specielle evne er serien både fængende og underholdende. Jeg ”binge-watched” alle afsnittene i første sæson i hurtig rækkefølge og ville gerne se flere men der er ikke officielt meldt ud fra Netflix om, eller hvornår der kommer en sæson 2.

Da time-travel er en del af plottet er der mulighed for at bygge mange afsnit/sæsoner på i en form af loops hvor en sæson afslutter forskelligt alt efter hvordan det forudgående forløb håndteres af filmens karakterer, men det komme an på i hvilken retning serien går – om den fortsat vil følge den tegneserie som serien er baseret på eller om den går sine egne vegne.

‘The Umbrella academy’ kan ses på Netflix

1.sæson har 12 afsnit med en spilletid på ca. 1 time

Traileren kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=0DAmWHxeoKw

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

'After' er 'Fifty shades' for teenagere og det er bestemt ikke en god ting.