CPH:DOX: Aquarela – en hyldest til et af kodens vigtigste elementer - vand i alle former og klimazoner.

Robert Redfords svanesang som skuespiller i Den sidste gentleman er en charmerende, omend ligegyldig, olsenbande metervare hollywood film.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

39-årige David Lowery har instrueret 83-årige Robert Redford i stjernespækket hyggekup film med taglinet: I´m not talking about making a living. I´m talking about living”, der skal forsøge at overbevise os om at man kan være lykkelig, når man er en fri fugl med 16 vellykkede flugtforsøg bag sig.

Robert Redford spiller 74 årige Forrest Tucker der i 1981, efter endnu et vellykket bankkup med sit ” Over the Hill gang”, møder den enlige Jewel. Sød musik opstår mellem de udlevede mennesker, og Forrest fyrer som sædvanlig op for charmen, for det har han gjort hele sit liv med stor succes. 93 vellykkede røverier de seneste 2 år er blevet begået uden vold. Med sin charme og hans to kupaner Teddy og Waller, har Forrest kunne drible sig ud af problemerne. Men kan han nu overfor Jewel og sig selv og os filmelskere fortælle, at han er en succesrig bankrøver, der bare gør det hele for sjov?

Robert Redford er god, typisk ”Redford god” med ‘Mit Afrika’ charme og ‘7 dage for condor’ 1975 frisure, og filmen er i vanlig hollywood stil stilrent instrueret, filmet og klippet med glossy scenografi. Man er heller ikke i tvivl om at vi befinder os i den fortalte tidsperiode og man tror virkelig på at Forrest i Redfords spil, har nydt sit liv med virkelighedsflugt og charmering – a sort of gentleman, som der bliver sagt flere gange i filmen. Der er også habilt spil af de to Benny og Kjeld typer, der spilles af Danny Glover og charmerende Tom Waits. Sissy Spacek er Spacek hvilket vil sige langt over middel. Casey Affleck spiller vores amerikanske kriminalassistent Jensen i en vag og uforløst rolle med politisk korrekt smuk sort kone og mulatbørn.

Det ville have været så dejligt hvis denne sidste film med Redford havde været det perfekte ”go out with a smile”, men denne anmelder finder det lidt svært med denne ”Egon Olson” charmør i blue suede suit, der røver banker for fornøjelsens skyld og flygter fra fængslerne lige så hurtigt og vellykket igen. Figuren forbliver en enigma en gådefuld person der ikke åbner op for sine motiver og personlighed, hvor er hans mission?

Ja det kunne have været en bedre svanesang, men som der indledes i filmen: ”The story is, mostly, true”, må jeg også være ærlig og nøjes med 4 chaplins til denne designlækre Olsenbande fortælling, selv om jeg også lod mig charmere af Hollywood-kongen. Tak for alt Robert, – og lad os så glemme at din egen film ”Ordinary People” sørgede for, at det ikke blev ”Raging Bull” der blev oscar vinder i 1981.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

CPH:DOX: Aquarela – en hyldest til et af kodens vigtigste elementer - vand i alle former og klimazoner.