Nytænkende meditativ sort/hvid film om samfundet og livet i Roma kvarteret i Mexico city

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

Usentimentalt beskriver filmen instruktøren Alfonso Cuaróns liv og oplevelser i Mexico City. En langsom film der helt uden drama danner rammen om tilfældige begivenheder som hægtes sammen af sammenholdet imellem tjenestepigen Cleo og en mexicansk middelklasse familie.

Man kunne kalde genren for film noir, da der mange ulykker der overgår tjenestepigen Cleo af indiansk afstamning, hun bliver gravid, oplever studenteroprøret hvor hendes kæreste indgår, jordskælv og skovbrand og mange andre ting. Hun arbejder for en hvid familie som tilhører den øvre middelklasse. Familien består af Sofía som er gift med den travle læge Antonio, bedstemoderen, en hund og 4 meget livlige børn. Familien bor i fleretages-hus og har indtil flere stuepiger til at lave mad og passe familien og hjemmet. Familielivet er under pres da Antonio har fundet en elskerinde og flytter fra familiens bopæl. Det bliver dermed Sofia som skal til at tjene pengene, håndtere fire forvirrede børn og en bil, hun ikke kan ramme garagen med, men som hun siger – ”mange ting vil ændre sig, men vi vil blive sammen – det bliver et nyt eventyr”.

På trods af at flere af de begivenheder som bliver beskrevet i filmen kunne være dramatiske er det ikke filmens mission at skabe hverken en famile-, naturkatastrofe- eller sorg-drama. På trods af det manglende drama er der til gengæld fuld knald på lyden, bølgeskvulp, børn der er brændt af solen, børn der lejer, et militærband der marcherer gennem gaden, familiefester – der er ikke én scene som bliver afviklet i stilhed, lyden er allestedsværende og det samme er nærheden mellem de mennesker som indgår i filmen.

Rollen Cleo spilles af Yalitza Aparicio. Hun er overbevisende i rollen som en selvopofrende eksistens, der gennem århundrede har stået i baggrunden af historiens mindeværdige begivenheder. Hendes skæbne er fastlagt og tæt knyttet til middelklassefamilien, som loyalt også indgår i hendes liv og hjælper hende når det ser værst ud for hende.

Det er denne stille interaktion mellem mennesker som er filmens centrale omdrejningspunkt – uden noget klimaks beretter filmen om hvordan mennesker skæbner bliver viklet ind – og ud af hinanden ved tilfældige møder og hårde fravalg. F.eks møder Cleo Antonio på fødegangen, men han ønsker ikke at bistå under fødslen, hendes kæreste vil ikke vides af hverken hende eller barnet – ”en tjenestepige” udbryder han arrigt.

Filmens stil og udtryk er speciel idet den er holdt i sort/hvid, med knivskarpe billeder, hvilket understreger det historiske perspektiv. Fortællestilen er nærmest meditativ, når der skal samles hundelort og bliver alle faser filmet, klip for klip, når bilen skal køres ind i den meget smalle garage, bliver alle vinkler filmet, når der opstår en ’næsten fatal’ drukneulykke bliver alle faser af bølger, uro, panik og redning filmet.

Filmens fortællestil er fornyende – det er både det positive ved filmen men også det negative da filmen er lang, og måske også lidt for lang. Der var flere bi-historier som godt kunne være udeladt idet interaktionen eller den kommunikation der fandt sted i scenen, ikke påvirker selve fortællingen. Da det er selve scenerne og de menneskelige interaktionerne der udgør filmens sammenhæng, forstår man godt sammenspillet mellem Cleo og familien og Cleos status i samfundet uden at man som seer behøver at se hvordan man parkerer en bil eller samler en hundelort op.