Studio Pronoc, giver os den kendte Ghibli animationsstil i et nyt fantasy-eventyr Mary og Troldkvindens Blomst

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

”Uskyldighed har en katalytisk effekt på magisk absorption”, disse ord siges af Doktor Dee og synes at være filmens Ethos.

Mary er flyttet på landet hos sin grandtante Charlotte, og prøver forgæves at hjælpe alle husets medlemmer, lige fra Charlotte, gartneren og husholdersken men hver gange går det galt. Ligesom Mary også bliver drillet af Peter i den lokale landsby pga. hendes hår og klodsethed. Peter har to katte en grå og en sort. Mary bliver ledt ind i skoven af kattene og finder en sjælden blomst som kun blomstre hvert 7. år. Den klæbrige substans fra blomsten sætter Mary i stand til at kontrollere heksekræfter og pga af det nu levende kosteskaft bliver hun ført til en speciel skole for hekse hvor forstanderen mener at Mary er en protege pga hendes røde hår og mange talenter.

Hiromasa Yonebayashis japanske animationsfilm er baseret på ”Little Broomstick” af Mary Stweart fra 1971 og er endnu et eksempel på hvordan Japansk animationsfilm genopliver engelsk børnelitteratur, som ellerser gået i glemmebogen i oprindelseslandet. Navnene er angelsaksiske, arkitekturen er vestlig og ansigterne er caucasian – men fortællestilen og animationsuniverset er meget langt fra Pixar studiets animationsstil, og filmen er også produceret af Studio Ponoc, som består af ansatte fra det nu lukkede Studio Ghibli. Filmen er sat til 7+ men er en historie for de mindste med en rimeligt ukompliceret plot der favorisere de modige, de loyale og dem som elsker eventyr. Filmen involverer forvandlede dyr, besværgelser og magiske blomster – hvordan man styrer et flyvende kosteskaftet må man selv finde ud af.

Selve animationsuniverset er fyldt, der er brugt tid på detaljer når det drejer sig om landskaber, Marys hår pragt, blomsterne i haverne og andre stilistiske indslag, dette giver sammen med tøjstilen og sprogvalg et indtryk af at historien finder sted i en tidsperiode forud for vores tid. Selve historien skal hovedsageligt betragtes som et fantasy eventyr, hvor der er mange bi-historier der ikke bliver forklaret og det der driver historien, er hovedsageligt spændingsfeltet om hvorvidt Mary virkelig er en heks med specielle evner –  idet der er heksekræfter i hendes blodlinje eller om hun bare var heldig/uheldig at finde den magiske blomst i skoven.

Selvom jeg elsker Pixar universet er det befriende at se historier der ikke baserer sig på humor eller ’nuttethed’ men en historie som har et simpelt univers, og et forholdsvis simpelt plot. Hvor ondskaben er ond og de gode er gode, og selvom bi-historieren ikke bliver fortalt, gør det ikke så meget – for historien henvender sig aldrig til et voksent publikum. Det er eventyr og fantasy, det er den slags oplevelser børn drømmer om når de keder sig og det er selvfølgelig Mary selv der bliver heltinden.