Lars von Triers nye ‘feel bad’-film ‘The House That Jack Built’ provokerer og jagter nådesløst det sublime i en æstetisk ekstase

Anmeldt af Charlotte Philips

Den danske provocateur tester nye vande med sin seriemorder-film om den sadistiske Jack, der på lettere humoristisk vis nærer sin kunsteriske og morderiske besættelse

‘The House That Jack Built’ foregår i 1970erne og følger igennem et årti den OCD-ramte og intellektuelle psykopat Jack (Matt Dillon). Igennem sin ‘karriere’ som seriemorderen ‘Mr. Sophistication,’ et navn som Jack tildeler sig selv, har han myrdet over 60 mennesker. Han er besat af det kunsteriske aspekt ved sine mord og stræber efter at gøre dem alle til en del af sin makabre oeuvre. I samtale med den mystiske Verge (Bruno Ganz) beretter den helvedesdømte Jack om fem udvalgte mord og hans tilhørende æstetiske overvejelser.

‘The House That Jack Built’ er Lars von Triers tolvte featurefilm og er ligesom sin forgænger ‘Nymphomaniac’ delt op i kapitler (ét kapitel per mord) og en epilog. Historien om Jack har von Trier udarbejdet i samarbejde med sin snart vante samarbejdspartner, svenske Jenle Hallund, som også influerede ‘Melancholia’ og ‘Nymphomaniac.’

Med et overvejende nyt hold af skuespillere adskiller ‘The House That Jack Built’ sig markant fra von Triers tidligere film, hovedsagligt fordi filmen har en mandlig protagonist, og dette giver filmen et noget andet udtryk end von Triers ellers kvinde-drevne narrativer. Desværre formår von Trier og Hallund ikke at skabe en synderlig interessant karakter i Jack, der virker retningsløs og mangler den dybdegående kompleksitet, som ellers er karakteristisk for von Triers kvindelige protagonister.

Filmen behandler forskellige samtidsrelevante emner, men først og fremmest stiller von Trier spørgsmålet: skal kunst bedømmes ud fra moralske og etiske dogmer? ‘The House That Jack Built’ er naturligvis overvejende selvbiografisk, og med et bagkatalog af provokerende film, der i tidens løb har skabt harme hos samtlige filmkritikere, synes von Trier at spejle sig selv i Jack, som hæver sig over ‘rigtigt’ og ‘forkert’, når det er i kunstens navn.

‘The House That Jack Built’ føles unødvendigt langtrukken, og jeg savner von Triers smukke tableau-inspirerede æstetik, som kun kort opleves i filmens stilistisk set kontrasterende epilog. Indlagte visuelle referencer til von Triers oeuvre kunne tyde på, at han med denne film bukker pænt af, men som stor von Trier-fan håber jeg inderligt, at den danske auteur stadig har et par guldkorn i ærmet! ‘The House That Jack Built’ er bestemt seværdig, men falmer efter min mening i forhold til von Triers foregående værker.