'The Predator' er lykkeligvis tilbage til sin grundform

“Castle Rock’’ udforsker sindets afkroge med dybdegående karakterportrætter, småby-uhygge og et enigmatisk plot, der emmer af Stephen King-morale

Anmeldt af: Charlotte Philips

I første sæson af “Castle Rock’’-antologien spiller Bill Skarsgård en mystisk, ung mand, som findes indespærret i kælderen af statsfængslet i den lille by Castle Rock.


“Castle Rock’’ omhandler Henry Deaver (André Holland), der efter at være blevet adopteret af det lokale præstepar i Castle Rock, Maine, forsvinder sporløst. Derefter findes adoptivfaderen på mystisk vis alvorligt såret og dør efterfølgende, og Henry, der intet erindrer, findes uskadt. I plottets nutid arbejder den nu 39-årige Henry som advokat for dødsdømte i Texas. Henry må dog vende hjem til barndomsbyen, efter han modtager et opkald om fundet af en uidentificerbar mand (Bill Skarsgård), som har siddet tilfangetaget i et bur i kælderen af Castle Rocks Shawshank-fængsel. Manden vil kun vil sige to ord: “Henry Deaver.’’ Der er noget sært ved den navnløse, unge mand, der bliver kendt som “The Kid’’, og sammen med barndomsveninden Molly (Melanie Lynskey) erfarer Henry langsomt sandheden om sin fars død og “The Kids’’ oprindelse.

“Castle Rock’’ er inspireret af Stephen Kings litterære univers, og byen Castle Rock er én af Kings fiktive byer beliggende i Maine, hvor størstedelen af hans fortællinger udspiller sig. Castle Rock danner altså et univers, der bygges videre på i næste sæson, hvor en ny historie og nye karakterer introduceres. I denne første sæson af “Castle Rock’’ henvises der løbende til Kings univers, og serien formår virkelig at fange Kings ånd. Dette er til trods for, at størstedelen af karaktererne ikke stammer fra Kings bøger. Stort set den eneste oprindelige King-karakter er den garvede Sherif Alan Pangborn (Scott Glenn), som man bl.a. kender fra Kings roman “The Dark
Half.’’

Der smides dog som sagt rundhåndet med referencer til bl.a. “The Shining’’, “It’’ og “The Dark Tower.’’ Skuespillerne Bill Skarsgård og Sissy Spacek (sidstenævnte spiller Henrys demente mor, Ruth Deaver) er, som mange nok ved, desuden en del af Kings filmatiserede univers uden for “Castle Rock’’, idet de henholdsvis har spillet klovnen Pennywise i “It’’ og Carrie i 1976-klassikeren af samme navn.

“Castle Rock’’ er velproduceret og gennemført overordnet set – trods et par løse ender her og dér – og karaktererne er utroligt velspillede. Man kan derudover ikke undgå at blive betaget af de mange flotte scener af Castle Rocks skove og landskab. Seriens lydspor passer også exceptionelt ind i realiseringen af Kings forunderlige univers. Da J. J. Abrams, der er kendt fra “Lost’’, er producer på serien’, kan man som seer godt forvente sig et hjernegymnastik-krævende enigma. Og det er netop mystikken, der virkelig formår at fange én – fra første afsnit er jeg, som garvet King-fan, helt og aldeles opslugt af historien om Henry Deaver, “The Kid’’ og den gådefulde by Castle Rock. Man kan kun glæde sig til at se, hvad anden sæson har at byde på!

Serien har 10 afsnit

Afsnittene har en længde på ca. 60 minutter

Se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=gXsKCQenpt0&feature=youtu.be

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

'The Predator' er lykkeligvis tilbage til sin grundform