A Discovery of Witches er overraskende god og underholdende

En lille hyggefilm til søndagskaffen

Anmeldt af: Linda Yongkhong

‘Bare Juliet’ er en film som egner sig bedst til søndagskaffen og handler om parforholdets udfordringer og drømmen om den perfekte mand

I ‘Bare Juliet’ følger vi Annie (Rose Byrne) og Duncan (Chris O’Dowd) i deres kedelige parforhold, hvor alt romantik, kærlighed og sex for længst er lagt på hylden. Deres forhold er snarere indsnævret til, at de bor under samme tag, uden fælles interesser, eller håb om en bedre fremtid. De lever separate liv, hvor Duncan forsvinder væk i kælderen, hvor han forguder sit store Idol, en musiker ved navn Tucker Crowe (Ethan Hawke). En dag kommer der en usædvanlig forsendelse ind af døren fra musikeren, og dette bliver startskuddet til et romantisk møde mellem Annie og Duncans store idol.

‘Bare Juliet’ er en lille film uden de store ambitioner. En hyggelig feel-good-movie, men desværre ikke én vi husker om et år. Filmens stil og genre giver flere associationer til ‘Notting Hill’ og ‘Bridget Jones Diary’, men desværre kommer vi ikke op på klassikerenes niveau, hverken underholdningsmæssigt eller emotionelt. Under filmen vil der være flere scener med små grin, men vi mangler de skæve eksistenser med rappe replikker, eller uventede legendariske scener som vi efterfølgende vil huske.

Annie er filmens hovedperson og vi hører fortællingen gennem hende. Filmens stil er ligesom i ‘Notting Hill’ iscenesat med en ”casual vibe”, hvor vi let kan identificerer os med hendes tanker og følelser. Ligesom i ‘Notting Hill’ bliver hverdagen brudt ved, at der kommer en kendis ind i hovedpersonens liv og herfra bliver der vendt op og ned på livets store spørgsmål.

Selvom filmen ikke stiler højt, er det stadig en udmærket film, som man roligt kan se, hvis man gerne vil læne sig tilbage og bare drages ind i fortællingen om parforholdets udfordringer, bl.a spørgsmålet om, hvorvidt man bør inddrage børn i sin verden. Musikeren Tucker Crowe, bliver brugt som filmens kant og bryder den ellers kedelige fortælling om Annie og Duncans forhold. Han udfordrer Annie hele filmen igennem og i modsætning til hende, har han så mange børn med forskellige kvinder, at han knapt nok kan huske, hvem der hører til hvad.

Filmen tematiserer den klassiske midtvejskrise, hvor man revurderer sin livssituation, gøre op med fortiden og hvor man pludseligt skal finde sig en ny rolle i livet. For Annie, er det spørgsmålet om børn som fylder i hendes verden og for Tucker er det rollen som eksmand til flere kvinder, far til flere børn og nu også rollen som bedstefar, hvilket han forsøger at navigere i.

Filmen får tre Chaplins og er en film som man roligt kan sætte på og se fra enden til anden, hvortil man vil blive mildt underholdt. Desværre er det dog ikke en film, hvor du vil dø for at se den igen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

A Discovery of Witches er overraskende god og underholdende