Nancy – et social realistisk drama om at føle sig speciel

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

‘Nancy’ er en en velspillet socialrealistisk film om drømmen om at være noget andet end man er

35 årig Nancy’s verden består af temp jobs, en stak af afslag på at få publiceret hendes noveller, hjemmefarvet uglet hår, en gammeldags fåreskind rulamsjakke, samtidig med at hun bor sammen med sin parkinsonramte mor. Moderen kan knap nok udfylde rollen som mor og Nancy er desperat efter opmærksomhed og nære relationer – hendes eneste nære relation er katten Paul. Nancy opfinder sine egne små løgne for at tiltrække opmærksomhed. Da et ægtepar hvis datter blev bortført i 80’erne, viser et fremdateret billede af deres datter på TV som til forveksling ligner Nancy, griber Nancy chancen og opsøger parret for at overbevise dem om at hun er deres bortførte datter.

Nancy spilles af Andrea Riseborough, som spiller rollen med troværdighed og stor autencitet i henhold til de socialrealistiske rammer filmen afvikles inden for, dermed bliver Nancy aldrig psykopatisk, men heller ikke empatisk. Der er mange nærbilleder af Andrea Riseboroughs ansigt, scener som efterlyser en reaktion eller en dialog men som er anvendt til at vise kejtetheden samt de mange lag af selv-beskyttelse som udmønter sig i den manglende forbindelse til omverdenen. Denne måde at fremstille Nancy på gør det svært at skabe et rigtig samspil med de andre roller i filmen og giver ikke Andrea Riseborough mulighed for at vise det range som hun har udvist i andre film.

Steve Buscemi som spiller psykologi professor Leo og den potentielle far er hovedsagelig kendt i roller som ’ the underdog’ i bad-ass film, men i rollen som akademiker og ægtemand udviser han stor varme, empati og rummelighed, det er behageligt at se ham i en så tilpasset rolle.

Christina Choe er både forfatter og instruktør og selve filmen er bygget på en virkelig hændelse i hendes liv – hvor en litteratur professor, som var hendes største inspirator – senere blev afsløret som en bedrager. Ikke desto mindre var den opbakning og inspiration han gav videre til de studerende ægte. Choe har længe ønsket at producere en film om dette emne – og filmen forløses via mange snirklede småhistorier i samspillet mellem Nancy og hendes potentielle mor Ellen, (spillet af J Smit Cameron).

Ellen ønsker at Nancy er hendes bortførte datter og har ægte moder potentiale i modsætning til Nancys samboende mor spillet af Ann Dowd. Ellen ønsker et ægte mor/datter forhold, at lære Nancy at kende, at læse hendes noveller at fjerne de ubehagelige minder som Nancy har fra sin barndom – og gøre Nancy til en del af ægteparrets hverdag.

Filmens narrative format efterlader mange uforløste ’but why’, filmen havde potentiale som en psykologisk thriller men fremstillingen af Nancy som kontinuerligt akavet og utilpasset tager spændingspotentialet ud af filmen – ligeledes da samspillet mellem Ellen og Nancy er så drevet af J Smit Cameron får man aldrig som tilskuer, følelserne med i dette drama. Til gengæld er filmens tema – sondringen mellem det faktuelle og det følelsesmæssige autentiske spændende og filmen giver ikke nogen lette løsninger.